I det sidste halve år har NOAH besøgt landbrug over hele landet. De var meget forskellige, men fælles udfordringer bandt dem sammen. Udfordringer, som udspringer af den agroindustrielle udvikling, som Danmark og det øvrige Globale Nord har gennemgået, med alvorlige konsekvenser for miljøet, livet på landet og landbrugerne.
Af Nanna L. Clifforth
Der var især tre historier, der gik igen blandt de landbrug vi besøgte: supermarkedernes kontrol, barriererne for de mindre landbrug og forbrugernes vaner. I Danmark sidder to butikskæder på 70 pct. af dagligvarehandlen. Supermarkeder har stor magt, da de vælger, hvilke produkter der er tilgængelige i deres butikker, samtidig med at de kan sænke de priser, de giver leverandørerne. Supermarkedskæderne presser priserne, som landmændene kan sælge deres råvarer for, i bund og binder dem i kontrakter. Kravene fra detailhandlen til form og størrelse på frugt og grøntsager skaber desuden et stort spild i primærproduktionen. Denne koncentration og markedsdominans begrænser jordbrugeres, men også forbrugeres, valgmuligheder, og derved opnår en håndfuld virksomheder kontrol med fødevareproduktionen og -priserne.
Udover at det er svært for mindre jordbrug at levere til supermarkeder, oplever mange mindre landbrug, at krav om certificeringer og standarder besværliggør produktion og salg. Derudover er en vigtig del af, hvorfor det er svært at være et mindre landbrug, EU’s landbrugspolitik. Støtten gives pr. hektar og under de nuværende støtteordninger modtager 20 pct. af landbrugene 80 pct. af landbrugsstøtten. Under landbrugsstøtten findes frivillige støtteordninger, som medlemsstaterne kan vælge at implementere. Det er for eksempel muligt at støtte mindre landbrug ved at betale et højere støttebeløb for de første 30 hektar. Det har Danmark valgt ikke at implementere. Dertil er der lidt støtte til grønne tiltag, som de mindre landbrug oftest leverer.
Forbrugerne har desuden indflydelse på, hvilket landbrug det er muligt at drive. Danskerne er nogle af dem i verden, der bruger den laveste del af deres indkomst på mad og drikke (ca. 10 pct.), til gengæld bruger vi relativt flest penge på køkkener i forhold til hvad vi putter ind i dem. Danskerne har derudover et af de største kødforbrug i verden. Alt i alt støtter vores madvaner et landbrug, der hverken fungerer for dem, der producerer vores mad, eller for miljøet.
Danmark – det dårlige eksempel
Historierne giver et fint billede af, hvilken udvikling dansk landbrug har gennemgået. Danmark er et af de mest opdyrkede lande i verden, med ca. 60 pct. af arealet under plov. Heraf bliver 80 pct. brugt til foderproduktion til især de 31 mio. svin, der produceres årligt. Hertil kommer en sojaimport fra Sydamerika til foder fra et areal på størrelse med Sjælland og Falster. Danmark har altså en stor landbrugsproduktion, men en lille madproduktion. På mange måder afspejler Danmark den landbrugsudvikling, der i høj grad har kendetegnet det Globale Nord, men som også på nykolonialistisk vis er på vej i Syd.
Der er blevet færre og færre landbrug i Danmark (fra ca. 210.000 i 1951 til 40.000 i 2015), samtidig med at beskæftigelsen i sektoren er faldet fra ca. 90.000 i det primære landbrug i 2000 til 63.000 i 2015. Samtidig bliver landbrugene større og større: i 1970 var 1 pct. over 100 hektar, i 2015 var det 23 pct. (se graf).
Koncentrationen af jordejerskab er intensiveret og i Danmark er lovgivningen, der regulerer handel med landbrugsjord, gradvist blevet liberaliseret (se også artiklen Fædrene sidder tungt på jorden i dette nummer).
Der eksisterer ikke længere et loft over, hvor meget jord en enkeltperson eller et selskab kan eje. I 2015 frafaldt bopælspligt og uddannelse som ufravigelige krav til ejerskab over dansk landbrugsjord. Det betyder, at der ikke længere er krav om, at en uddannet landmand skal have bestemmende indflydelse på en gård, der eksempelvis ejes af en udenlandsk kapitalfond. Dansk landbrugsjord er således blevet en handelsvare, der kan udnyttes til at skabe overskud til aktionærer i aktieselskaber og pensionsfonde. Ministeriet hævder ikke at kende til omfanget af denne udvikling. Flere danske landbrug er også blevet til store virksomheder, som opkøber jord i særligt Østeuropa og de baltiske lande, hvortil de intensive landbrugsmetoder eksporteres.
Danmarks landbrug er eksportorienteret og der produceres således til et globalt marked, hvor den vigtigste konkurrenceparameter er pris. Derfor skabes et kapløb mod de dårligste forhold for miljøet og det sociale. Økonomien i dansk landbrug er dog heller ikke god. I 2018 var indkomsten 1,5 mia. kr. efter at landbrugsstøtten er trukket fra. I 2015 og 2016 var indkomsten negativ, henholdsvis 6,0 og 4,3 mia. kr. Det er især de konventionelle svineproducenter der taber penge (se graf). Dansk landbrug har en gældsprocent på 58, hvilket svarer til fire gange produktionens værdi.
Det industrielle, eksportorienterede landbrug har også sat sit aftryk på miljøet og klimaet. Landbrugets andel af den samlede drivhusgasudledning er steget til over 30 pct., når ændret landanvendelse medregnes. Biodiversiteten er stærkt på retur, og der er ganske lidt plads til naturen. Der er alvorlige problemer med vandmiljøet, som bliver forurenet af næringsstoffer og sprøjtegifte. Alligevel indgår landbrugerne i en ond økonomisk cirkel, hvor de skal gøre mere og mere af det samme, hvis de ikke vil gå konkurs. Hvorfor fortsætter denne udvikling?
Det agroindustrielle kompleks
Det agroindustrielle kompleks har globaliseret og industrialiseret landbruget og er kendetegnet af global handel, spekulation, ejerskabskoncentration og lobbyisme, som har gjort fødevareproduktion til et profitspørgsmål, hvor mad er et biprodukt.
Fødevarer og de ressourcer, der skal til for at producere dem, indgår i stigende grad på et globalt marked. Små aktører udsættes for konkurrence med agroindustrien i et globalt kapløb mod bunden. Vilkårene tilgodeser de største virksomheder og har gjort fødevarer til globale handelsvarer. Værdien af den globale fødevareeksport blev således femdoblet fra 1990 til 2014. En vækst skabt primært af handels- og investeringsaftaler under verdenshandelsorganisationen WTO og bilaterale aftaler. Det giver hovedsageligt markedsadgang for store transnationale virksomheder.
Fødevaregiganterne er afhængige af at åbne nye markeder ved at fjerne handelsbarrierer. Et eksempel er den europæiske gigant Nestlé, som i 2015 afsatte 70 pct. af sit globale salg uden for Europa og Nordamerika. Det globale handelssystem og liberaliseringstendensen inden for handel med landbrugsprodukter har undermineret national lovgivning, men er ikke blevet erstattet af en international reguleringsinstans, der kunne garantere rettigheder og en bæredygtig produktion.
Fokus på eksportorienteret vækst har banet vejen for, at EU’s fødevareproducenter fortsat har kunnet vokse trods overproduktion på det europæiske marked. Handelspolitikken har således været med til at bane vejen for et eksportorienteret europæisk fabrikslandbrug med en voksende produktion af billigt kød.
Agroindustrielle virksomheder opnår også stadig mere kontrol over produktionsmidlerne i fødevaresektoren. Den industrialiserede fødevareproduktion er afhængig af en kæde af produktionsmidler og infrastruktur, der omfatter frø, kraftfoder, pesticider og kunstgødning, maskiner tilpasset specialiseret storskalaproduktion samt forarbejdning og distribution. Alt dette er i høj grad kontrolleret af nogle få agroindustrielle selskaber. Denne koncentration og markedsdominans begrænser jordbrugeres og forbrugeres valgmuligheder, og derved opnår en håndfuld virksomheder kontrol med fødevareproduktionen og -priserne. Magten ligger derfor ikke hos den enkelte forbruger og dennes indkøbsvalg.
De halvtreds største forarbejdningsvirksomheder står for 50 pct. af det globale salg, og de største virksomheder har opnået den største vækst. I Europa står de fire største forarbejdningsvirksomheder således for 61 pct. af morgenmadsprodukterne, 74 pct. af babymaden og 56 pct. af supperne. Mindre producenters forhandlingsstyrke er derved blevet mindsket til fordel for store fødevareproducenter.
Med de seneste tre megafusioner mellem Bayer og Monsanto, Syngenta og ChemChina samt Dow og Dupont er vi i dag vidne til monopollignende tilstande på markederne for agroindustrielle inputs. De tre firmaer ejer og kontrollerer nu 60 pct. af verdens kommercielle frø og landbrugskemikalier. Konsolideringstendensen er et politisk valg, som muliggøres af EU’s (manglende) konkurrenceregler. Godkendelsen af fusionen mellem Bayer og Monsanto i 2017 er et bevis på, at reglerne understøtter magtkoncentrationen og dermed ikke udgør et tilstrækkeligt regelsæt.
Præcisionslandbrug
En af de nye og voksende tendenser i landbrugsproduktionen er teknologidrevet præcisionslandbrug: GPS-kørsel, tilpasset dossering af gødning og pesticider og registrering af mange forskellige produktionsforhold i landbruget samt analyse af disse data. Ved at indsamle og analysere data om jord, nedbør, såsæd og lignende beregnes, hvor, hvornår og med hvor meget der skal gødskes og sprøjtes med pesticider. Teknologilandbruget er gradvist ved at underminere jordbrugeres faglighed og beslutningskraft, idet landbrugsproduktionen i stigende grad dikteres af input, maskiner og analyser kontrolleret af virksomheder.
Dataene kan samkøres i dataplatforme, som tilbydes jordbrugerne af store virksomheder som John Deeres Operation Center, Ag Leaders AgFiniti FMIS eller Monsantos Climate FieldView. Det betyder, at når jordbrugere benytter disse dataplatforme, sender de også enorme mængder data til virksomhederne, der ejer platformene. Der ses også samarbejde med maskinproducenter. Climate FieldView modtager således data i realtime fra blandt andet så- og sprøjtemaskiner. Virksomhederne indsamler enorme datamængder og gør det mulig at samkøre dem med eksempelvis markedsdata eller vejrdata. Platformene bruger dataene til at udarbejde rådgivning til jordbrugeren om landbrugspraksisser og produkter, for eksempel hvornår vedkommende skal gøde og sprøjte. Denne rådgivning vil være baseret på de produkter og den type landbrug, som virksomhederne producerer og promoverer – altså en industriel storskalalandbrugsmodel baseret på sprøjtegifte og kunstgødning i kombination med tunge maskiner.
De, der har dataene, har altså magten og kan bestemme, hvordan fødevareproduktionen vil se ud. Udnyttelsen af teknologi og data er i høj grad tilpasset det industrialiserede storskalalandbrug, og dermed tjener denne udvikling de største agro-virksomheder og forstærker koncentrationen i fødevaresystemet. Det er dybt kritisk, at der ikke eksisterer regulering på hverken EU eller nationalt niveau, der regulerer kontrollen med data, der opsamles af agro-virksomheder.
Agroindustriens politiske magt
Der er massive interesser i opretholdelsen af det agroindustrielle landbrugssystem. Koncentrationen af ejerskab i agroindustrien omsættes til politisk magt, når de magtfulde virksomheder opnår indflydelse på lovgivning og forskningsmiljøer. Eksempelvis var der i udgangspunktet et fokus på miljø og natur i forbindelse med de seneste reformer af EU's landbrugspolitik, men de grønne visioner blev ikke i tilstrækkelig grad omsat til politik. Det skyldes til dels den store ubalance i lobbyvirksomhed i EU-Kommissionen. Ifølge en undersøgelse fra Corporate Europe Observatory i 2012 stod fødevare- og agroindustrien for cirka 79 pct. af lobbyvirksomheden under den seneste reformproces.
Politikudvikling motiveres og understøttes af forskning, der har til hensigt at øge vidensgrundlaget. Men forskere er afhængige af finansiering til deres forskning og kan derfor lade sig påvirke af bevillingsgivernes interesser. Både myndigheder og private virksomheder indgår samarbejder med forskningsinstitutioner og er dermed med til at påvirke prioriteringerne i forskningsverdenen. Finansieringen kan således kompromittere den frie forskning og stå i vejen for forskning, der kunne give større viden om bæredygtige alternativer. Noget af den forskning, der udføres på universiteterne, er medfinansieret af de store agro-virksomheder. Det gælder eksempelvis Bayer på Københavns Universitet, hvorved Bayer opnår kontrol over resultaterne.
Madsuverænitet: Bonden og borgeren i centrum
Landbruget er i dag en af hovedårsagerne til den økologiske krise. Samtidig rummer sektoren heldigvis mange potentialer for at opnå en bæredygtig og retfærdig fremtid. Det kræver, at det agroindustrielle fødevareregime erstattes med principperne for madsuverænitet, hvor mad er en grundlæggende rettighed, som skal gælde alle på jorden, og et grundlæggende behov, som alle skal have dækket.
Madsuverænitet betyder, at alle mennesker – på tværs af geografi og generationer – har ret til sund mad, der passer til deres kultur og er produceret via retfærdige og bæredygtige
metoder. Dette indebærer, at mennesker selv har ret til at definere og have kontrol over deres egne fødevare- og jordbrugssystemer, og dermed kan nogle befolkningers madsuverænitet ikke ske på bekostning af andres. Kontrollen skal gives tilbage til bønderne i stedet for at være i hænderne på få transnationale virksomheder.
Småskala-jordbrug i primært det Globale Syd brødføder 70 pct. af verden, og de gør det med 25 pct. af de ressourcer, der bliver brugt i den globale landbrugsproduktion. Det agroindustrielle landbrug står i stærk kontrast til dette og brødføder 30 pct. af jordens befolkning med 75 pct. af ressourcerne. Der er derfor ingen tvivl om hvilket landbrug, der skal støttes og hvilket jordbrug, landbruget i Danmark skal omlægges til.
Tegning: Terese Skovhus
