Tusinder af tragiske tvangsauktioner understreger, hvor fejlagtig den liberale landbrugspolitik har været. Med en ubønhørlig logik har den banet vejen for udenlandske investorers og spekulanters opkøb af dansk jord. Unge danske landmænd har ingen chance, med mindre de er født med en guldske i munden.
Af Kjeld Hansen
Se dig ud en sommerdag, skrev digteren Jeppe Aakjær i 1904 og malede et smukt, solskinsfyldt billede af et Danmark med driftige gårde i frodige landskaber, med lærkesang foroven og humlebier og bærbuske i blomst forneden og børn i leg overalt.
Se dig ud en sommerdag, siger jeg i 2019, men forbered dig på et helt andet billede. Solen skinner stadig, men ellers er alt forandret. Ager og eng er omdannet til kilometerlange markblokke med byg og hvede – og intet andet – til svinefabrikkernes millioner af dyr. Lærken er fløjet, humler og bærbuske ryddet af vejen, og børn i leg er der stort set ingen af.
Landbrugets strukturudvikling har siden 2001 trukket et ødelæggende spor af affolkning og forfald gennem den danske provins. Og nej, kurven er ikke knækket – den næste afgørende bølge i strukturudviklingen er under opbygning. Den kommer i skikkelse af udenlandske investorer.
Kineserne har allerede købt de første 13 minkfarme, japanerne er på vej ind i danske havbrug, mens flere end 600 hollandske og tyske mælkeproducenter allerede udgør en del af dansk landbrug. Store internationale agroindustrier og spekulanter står også på spring efter den seneste liberalisering af landbrugsloven.
Den trådte i kraft den 1. januar 2015 under protest fra de unge landmænd i Landboungdom og fra Familielandbruget, men til stående applaus fra Landbrug & Fødevarers talsmand for de store godser. De unge og familielandbruget frygtede stigende jordpriser, mens de store godser bød velkommen til velhavere og spekulanter udefra med kapital til de mange nødlidende godser og store fabrikslandbrug.
Her er to eksempler på, hvordan det er gået indtil nu.
I marts 2017 opkøbte den tyske fødevarekoncern Wernsing den store svinefabrik Hallumgade i Kvong nord for Varde. En talsmand for Wernsing oplyste til dagspressen, at koncernen har købt svineproduktionen som et investeringsobjekt. På lang sigt tror man, at prisen på landbrugsjord vil stige. Der fulgte 720 hektar jord med i købet.
I januar 2019 købte investeringsselskabet Farm Company A/S sit femte danske landbrug på 545 hektar og ejer nu i alt 1.600 hektar i Danmark. Farm Company består af investorer fra England, Hong Kong og Holland. Der findes ingen registerdata for udenlandske investorers ejerskab af danske landbrugsejendomme, og Landbrugsstyrelsen har siden 2012 undladt at kontrollere landbrugslovens bopælskrav, så det samlede omfang af udenlandske ejere kendes ikke.
Af hensyn til samfundsøkonomien
Da fødevareminister Mariann Fischer Boel i foråret 2004 skulle begrunde sit lovforslag om en liberalisering af landbrugsloven, mente ministeren, at liberaliseringen ville styrke samfundsøkonomien. Få år senere viste det stik modsatte sig at blive resultatet.
Da finanskrisen ramte Danmark i 2008, gik de nye storlandbrug konkurs fra en kant af. Imidlertid er det en stor misforståelse at tro, at det var finanskrisen, der smadrede dansk storlandbrug. Tværtimod var det den løsslupne liberalisering, der havde skabt de ikke-bæredygtige strukturer og den økonomiske letsindighed, der fik krisen til at ramme landbruget ekstra hårdt.
Fremfor alle blev taberne de unge landmænd, og i dag er dansk landbrug totalt domineret af ældre mænd.
Danmarks Statistik har analyseret aldersfordelingen blandt selvstændige landmænd og kan dokumentere, at der bliver færre og færre unge. I 2017 var 6,3 pct. (2.196 landmænd) under 40 år, hvor antallet 20 år tidligere i 1997 havde været 22,6 pct. (14.261 landmænd). I løbet af de samme 20 år steg gennemsnitsalderen fra 52 år til 57 år. Fortsætter strukturudviklingen med samme hastighed, vil der ikke længere være landmænd under 40 år i 2024.
Det økonomiske roulettespil
Da fødevareminister Mariann Fischer Boel i december 2001 bekendtgjorde, at nu skulle den danske landmand frisættes til vækst og økonomisk fremgang, stillede tusinder af landmænd sig straks i kø for at låne penge til mere jord, flere dyr og nye stalde. Banker og pengeinstitutter nærmest sloges indbyrdes om at betjene dem.
Ti år senere handlede slagsmålet om, hvem der skulle have skylden for, at det hele var gået så grueligt galt.
Liberaliseringerne af jord- og landbrugslovgivningen skabte sammen med Fogh-regeringernes letsindige finanspolitik en euforisk stemning blandt rigtig mange landmænd. Kollektivt kastede de al fornuft over bord for at sætte gang i jordprisernes himmelflugt. Helt oppe omkring 400.000 kr. pr. hektar blev der handlet jord til, uanset at en hektar næppe kan forrente mere end 100.000 kr.
Frem til oktober 2008 steg jordpriserne med 285 pct.
Der var tale om en regulær prisboble i fuld udvikling, men det ville ingen vide af. En prisboble kan karakteriseres som en kraftig og ofte uholdbar stigning af en vares pris, der ikke stemmer overens med den øvrige økonomiske udvikling i samfundet. Prisbobler ses især på fast ejendom og jord, og de brister før eller siden.
Landbruget er skurken
Et ekspertudvalg af økonomiprofessorer, bankfolk og embedsmænd blev efter finanskrisen sat til at undersøge, hvorfor krisen ramte Danmark hårdere end mange andre lande. Rangvid-udvalget, der blev opkaldt efter formanden, CBS-professor Jesper Rangvid, fremlagde i september 2013 sin rapport med denne overordnede konklusion:
"Finanskrisen i Danmark opstod som konsekvens af et kompliceret samspil mellem en række forudgående forhold, herunder en forholdsvis høj og tilsyneladende holdbar økonomisk vækst, der medførte en udbredt optimisme og deraf følgende generel undervurdering af risiko, procyklisk (konjunkturmedløbende) finanspolitik, procyklisk regulering af den finansielle sektor, lempelige finansielle vilkår, risikosøgende kreditinstitutter og utilstrækkelig selskabsledelse i en række pengeinstitutter. Årsagen til finanskrisen er således en kombination af mange faktorer – både internationale og nationale – der spillede sammen, og det er derfor ikke muligt at udpege én årsag eller én skurk bag den finansielle krise.”
Når det gælder ansvaret i landbruget, kan skurken udpeges uden større besvær. Det kan kun placeres hos landmændene selv og deres organisationer. Alle til hobe ønskede de sig mere jord, og det var lobbyisterne på Axelborg, der pressede på for at få landbrugsloven ændret, så alle kunne blive godsejere i hartkorn. Havde regeringen fastholdt landbrugsloven med loft over hvor mange hektar, den enkelte landmand kunne eje, var så mange landmænd aldrig endt i gældsfælden.
Her er de rå tal: Fra 165 mia. kr. i 2000 bliver landbrugets gæld fordoblet til 355 mia. kr. i 2010, før finanskrisen tvinger bankerne til at smække kassen i for flere landbrugsudlån. Siden da har gælden ikke rokket sig alverden. I 2016 lå beløbet stadig på tyngende 353 mia. kr., mens en smule blev høvlet af i det gode år 2017. Stadigvæk skylder de 34.731 landbrug i 2018 dog 341 mia. kr. eller små 10 mio. kr. hver. Landbrugets samlede gæld svarer i dag til halvdelen af den årlige finanslov (2017) for hele riget.
Nationalt kompromis efterlyses
Uden at ryste på stemmen kan man roligt konkludere, at statsminister Anders Fogh Rasmussens og hans efterfølgeres liberalistiske landbrugsprojekt og letsindige finanspolitik for længst er forlist med mænd og mus. Men hvor alvorlig er situationen?
Skal man tro erhvervets lobbyister på Axelborg, så lukker og slukker dansk landbrug den dag i morgen, hvis ikke politikerne leverer lempelser på de såkaldte ”rammevilkår” – skatter, afgifter og miljøkrav – samt lønniveauet for medhjælpere.
Den sang skal man måske ikke tage så alvorlig, da den går på samme melodi, som lobbyisterne har afsunget gennem flere årtier. Trods masser af støtteordninger og hjælpepakker, som f.eks. Grøn Vækst-pakken i 2011 og Landbrugspakken i 2015, lyder sangen stadig.
Mere tankevækkende er det, at et seriøst medie som nyhedsbrevet Mandag Morgen synger med på fællessangen. I et større tema om erhvervets mange problemer i februar 2019 mente nyhedsbrevet, at ”hvis dansk landbrug skal ud af sin dybe gældskrise, og sektoren samtidig skal levere større reduktioner i udledninger af klimaskadelige drivhusgasser, forudsætter det et bredt nationalt kompromis af et omfang, der kan måle sig med det historiske Kanslergadeforlig i 1933.”
Det er store ord. Kanslergade-forliget betragtes som det 20. århundredes største politiske bedrift.
Fagfolk foreslår rå kapitalisme
Slet så dramatisk vurderer fagøkonomerne situationen for de dele af landbrugserhvervet, der har pådraget sig den høje gæld. Nationalbankens direktør, Lars Rohde, mener ikke, at erhvervet har nogen afgørende betydning for den danske samfundsøkonomi. I et interview med Landbrugsavisen i oktober 2018 lagde han disse tal på bordet:
"Landbrugets betydning er på skrump. I dag er det kun 1,2 procent af samfundets værditilvækst – det vi kalder bruttofaktorindkomsten – der kommer fra landbruget. I 1980 bidrog landbruget med fem procent. Siden finanskrisen er det danske bruttonationalprodukt steget med 10 procent. I forhold til det betyder landbrugets 1,2 procent relativt lidt for den danske økonomi.”
Lars Rohde lagde dog ikke skjul på, at Nationalbanken ser en alvorlig krise i dele af landbruget.
I andet halvår af 2018 opgjorde Nationalbanken gælden i landbruget til 312 mia. kr. Vel at mærke for et erhverv, der i 2017 for første gang havde under 10.000 heltidslandmænd, og blandt dem er der mange med ondt i økonomien. Ifølge Nationalbankens analyse var der hverken betalt rente, gebyr eller afdrag i mere end 90 dage på ca. 40 pct. af de mellemstore bankers landbrugsudlån.
Lars Rohde understregede, at "situationen kalder på den rå kapitalisme, som landbruget selv hylder. Nogle skal tage tabene, for sådan er spillereglerne. De bedste overlever, og det er en fordel for landbruget, hvis den dårligste tredjedel bliver hjulpet ud af erhvervet. Det vil få produktiviteten til at stige – ud fra den betragtning, at det er dem med de dårligste driftsresultater, der forsvinder.”
Og han fortsætter: ”Landbruget er en del af en markedsøkonomi, og det er det eneste erhverv, hvor man ikke kan få lov at gå fallit i fred. Man glemmer helt, at der er en stor del, der klarer sig fremragende. Det vil være en fordel for alle, hvis den dårligste tredjedel af bedrifterne blev overtaget af de dygtigste."
60 mia. kr. i udlandet
Kan man tro Landbrugsavisen, så går det faktisk rigtig godt for den halvdel af landmændene, der ikke befinder sig i risikozonen. Her er et par eksempler.
Ganske vist finder Danmarks største konventionelle svineproducent, Martin Lund Madsen fra Bramming, det utilfredsstillende med 5,5 mio. kr. på bundlinjen efter skat i 2018. Skylden lægger han på de depressive svinepriser, og så var der jo også noget tørke. På den anden side var han måske noget forvænt efter et overskud på 23 mio. kr. året før.
Økologerne er ingen undtagelse, heller ikke når det gælder svin. Den største økologiske svineproducent, Bertel Hestbjerg fra Holstebro, landede i 2016 et overskud på 26,2 mio. kr. i sine tre selskaber. Det var en markant forbedring i forhold til det samlede 2015-resultat før skat på 20,5 mio. kr.
Udvider man horisonten til også at omfatte danske landmænd med investeringer i udlandet, så venter der noget af en overraskelse. Hele 5.000 danske landmænd ejer angiveligt 450.000 hektar landbrugsjord uden for Danmarks grænser; det svarer faktisk til mere end halvdelen af heltidslandmændene og til 17 pct. af det danske landbrugsareal. Tilsammen står de for investeringer på ca. 60 mia. kr. i jord, maskiner, stalde, dyr, lagerfaciliteter, slagterier og i de senere år også i biogasanlæg.
Vi betaler selv EU-støtten
Landbrugserhvervets proklamerede problemer kan forekomme overraskende, al den stund at alle, der ejer landbrugsjord, hvert år modtager betydelig økonomisk støtte, fortrinsvis fra EU. Siden 1972 har alle jordejere været på fast løn fra fællesskabet, og landbrugsstøtten udgjorde i 2016 ca. 36 pct. af de samlede midler i EU's budget.
I de seneste år har den direkte landbrugsstøtte til danske jordejere ligget på omkring 7 mia. kr. årligt, men for Danmark er EU-støtten ingen god forretning. Vi betaler relativt mere til EU-budgettet, end vi modtager. Ifølge EU-Oplysningen bidrog vi med 17,8 mia. kr. i 2016, men fik samme år kun 10,6 mia. retur. Det betyder, at de danske skatteydere selv betaler stort set hele landbrugsstøtten, selvom den formelt kommer fra Bruxelles.
Og så er der pengene, som landbruget trods alle besværligheder selv henter hjem. Ifølge Landbrug & Fødevarer er der tale om 92 mia. kr. om året. Er det imponerende? Landbruget disponerer trods alt over 62 pct. af Danmarks areal, og sammenligner man med andre landbrugsnationer, er det faktisk ganske beskedent.
Danmark og Holland har samme arealstørrelse, og andelen, der dyrkes, er den samme, men hvor de danske landmænd altså haler 92 mia. kr. hjem årligt, der scorer de hollandske landmænd hele 696 mia. kr. Forskellen er den, at hollænderne producerer langt flere højværdiprodukter end dansk landbrug, der stædigt satser på masseproduktion af billige bulkvarer som f.eks. svinekød.
Strukturudviklingen, miljøproblemerne og den voksende folkelige uvilje er dansk landbrugs største udfordring, og det bliver bare værre og værre. Hvis EU-støtten i de kommende år omlægges til klima- og naturstøtte, som meget tyder på vil ske, får erhvervet en kæmpechance for at lægge kursen om og generobre både folkets gunst og det yndige land.
Foto: Kjeld Hansen