Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, giver her sit bud på fremtidens landbrug med udgangspunkt i Økologisk Landsforenings vision om at bringe økologien i centrum.
Af Per Kølster
Økologisk Landsforenings helt klare mål er, at 30 pct. af landbruget og 30 pct. af handlen med fødevarer er økologisk i 2030. I dag er det henholdsvis cirka 10 og 12 pct. For nogen er det et meget uambitiøst mål, for andre det modsatte. Der skal ikke herske tvivl om, at vi mener alt landbrug bør være økologisk. Det er ikke det samme som at sige, at fremtidens økologi skal have den form, som vi kender i dag.
Landbrugets historiske forandring
Set i det lange, historiske perspektiv har vilkårene for landbruget aldrig været konstante og forandringerne har nogle gange endda været dramatiske. For lidt over 200 år siden besluttede samfundets top at lave en omfattende jordfordeling ved at flytte mange af gårdene ud fra landsbyerne, fordele dem jævnt og samtidig samle jorden omkring gården. Det var en total omlægning af et system fra et historisk fællesskab til et system med ”hver mand sin lykke”. Målet var at dygtiggøre bonden og skabe et helt nyt momentum for landbrugets økonomi med indførelsen af den liberale markedsøkonomi.
Det blev trædestenen til de sidste århundreders videnskabsbaserede, teknologiske landbrugsdrift. Da andelsbevægelsen etablerede over 1.000 lokale mejerier i slutningen af 1800-tallet, blev der sat yderligere system i landbruget. Hvor den første revolution skabte basis for indførelse af moderne teknologi, blev den anden revolution med andelsbevægelsen den, der for alvor fik sat system i landbrugseksporten. Altså en reorganisering og en forretningsmodel, der har skabt grobund for den danske velfærd.
Men landbruget har lige siden været underlagt en negativ spiral med sin egen succes som drivkraft. Den omfattende, videnskabsbaserede intensivering har haft kemien som sit omdrejningspunkt, mens den strukturelle udvikling med EU's landbrugspolitik i generationer har understøttet en fejlagtig og økologisk uforsvarlig benyttelse af jorden. Samlet har dette givet anledning til en hårdnakket debat om landbruget. Her har økologien forsøgt sig med at skabe en alternativ vej, som demonstrerer løsninger i praksis.
Økologiens rolle
Økologisk landbrug har på overbevisende facon vist, at landbrug kan drives på en måde, der respekterer naturens grænser og samtidig, i forening med forbrugerne, sikrer betalingen af den pris, skånsomheden koster. Vores arbejde i Økologisk Landsforening handler om, hvordan vi fortsat kan fremme denne udvikling på alle niveauer. Det gælder politiske tiltag til at ændre landbrugspolitikken både herhjemme og i EU.
Økologisk Landsforening arbejder for, at tilskud alene gives for at landbruget kan levere det, vi kalder samfundsgoder, og ikke, som i dag, som et slags indkomsttilskud til den enkelte landmand, styret af størrelsen på hans areal.
Vi arbejder for at skabe en regulering, der med økologiske metoder sikrer rent drikkevand, fri for især pesticidrester. Sådan at vi ikke alene får et fornuftigt naturindhold i landbrugslandskabet, men at landbruget også bidrager til den biodiversitet, som er afgørende for klodens fremtid. Ikke mindst arbejder Økologisk Landsforening for de mange specifikke klimatiltag i landbrugssektoren, som skal styrke landbrugets bidrag til at undgå klodens overophedning.
Konturer af en fremtid
Landbruget er en del af os alle og en forudsætning for vores eksistens. På lang sigt skal vi skabe helt nye billeder af en fremtid, som ingen af os kender, men som vi kan ane konturerne af. Så meget desto vigtigere er det at tænke i den robusthed eller ”resilience”, som kan medvirke til at afbøde fremtidige usikkerheder og risici. Og det fødevaresystem vi har i dag er i det lys lige så utidssvarende, som det system der sled bønderne ihjel og drev rovdrift på 1700-tallets landskab og samfund.
Ligheden er, at vi dengang havde en lang fredsperiode frem til Napoleonskrigene, mens forskellen er, at vi dengang havde en forholdsvis handlekraftig enevælde. I dag skal vi – heldigvis – trækkes med et langsommeligt parlamentarisk system, både her og i EU, hvor interesser, lobbyisme og politiske modstrømme gør det uhyre vanskeligt at sætte en tydelig retning på den helt uomgængelige og nødvendige omstilling.
Men hvem vil give afkald? Og hvem skal betale regningen for forandringen? Hvordan kan vi se for os, at vi kan skabe den grønne omstilling, samtidig med at vi undgår kamp om adgangen til velstanden?
Den gode side af historien er, at forudsat klima- og biodiversitetsforandringerne ikke bliver helt vanvittige, så lever vi i et land, som er særdeles privilegeret med jord og nedbør, der tilsammen kan sikre mad til langt flere end os, der bor her. Produktionspotentialet, også med økologiske metoder, betyder, at vi ikke skal frygte sult og mangel på drikkevand. Og får vi ændret landbrugsdriften i den økologiske retning, så vil vi formentlig også være i stand til at vende udviklingen, også i vores omgivende hav og fjorde, og dermed sikre, at vi igen kan få et rigt fiskeri. Vi har både et grønt og et blåt spisekammer.
Et nyt fødevaresystem
Hvad skal der til? I min optik skal vi erkende, at vi har brug for at vi ser os selv som det overskudsland, der fortsat kan eksportere fødevarer, og dermed bidrage konstruktivt og forpligtende til at forsyne andre end os selv med mad. Det nye er, at vi igen skal til at sætte markant fokus på genrejsningen af et marked med det nære, det direkte, det friske, det sæsonorienterede, det lokale, og det cirkulære i centrum. Et marked, der kan sikre, at uanset hvad der sker omkring os, så har vi et velfungerende og originalt dansk fødevaresystem, der har genlært os, hvordan vi kan sætte pris på og udnytte de enorme muligheder, vi har for at frembringe de mest utrolige råvarer og den mest utrolige mad, vi kan drømme om.
Vi har levet i en æra af, at alt er muligt. Supermarkederne er blevet en udstilling af det globale fødevaresystems monopolisering af ganske få råvarer, som paradoksalt nok fremstår, som om der er tale om en enorm variation. Ja, vi kan få de særeste tropiske frugter året rundt, men vi kan ikke få en dugfrisk dansk asparges, dér hvor vi plejer at handle. Vi skal lære at elske og udnytte vores egne muligheder. Vi skal spise meget, meget mere grønt og mindre kød. Kombinationen af at tænke i et nyt køkken og marked gør, at vi samtidig kan se landbruget som et spejl, hvor produktionsmønstret vil ændre sig radikalt.
Vi skal se for os, at vi igen får små lette maskiner, som kan udnytte et landskab, hvor marker igen bliver mindre og omkranset af hegn og træer, som skaber natur, nye produkter og deponerer kulstof. Intensiteten i dyrkningsarealet skal forstærkes, men med metoder vi dårligt kender i dag. Landbrugets drift skal være naturforeneligt. Og vi skal holde op med at tro på, at vi kan kontrollere naturen med metoder, der er fremmede for naturen selv.
Foto: Nikolaj F. Rasmussen (Creative Commons)
