Råstofudvinding, herunder uranminedrift, ses i Grønland som en vej til økonomisk uafhængighed af Danmark. For nyligt er ansøgningerne om minelicenser nærmest eksploderet, men planerne truer det sydgrønlandske verdensarvområde Kujataa, der er et historisk landbrugslandskab.
Af Niels Henrik Hooge
Ingen eller få verdensarvområder har formentligt flere eller større mineprojekter i deres nærhed end Kujataa verdensarvområdet i Sydgrønland. Kujataa, der er det ene af Grønlands tre verdensarvområder, blev skrevet ind i UNESCOs verdensarvliste i 2017. Området består af et subarktisk landbrugslandskab i fem dele, der repræsenterer nøgleelementer i gammelt nordisk og moderne Inuit landbrugskultur. Begge er landbrugskulturer i det klimatiske grænseområde for landbrugsaktiviteter, som er afhængige af en kombination af konventionelt landbrug, hyrdekultur og hvalfangst. Landskabet udgør det tidligste bud på landbrug i Arktis.
Kommende slagmark for miljøkonflikter
Placeret i Grønlands sydligste og mindste kommune, Kommune Kujalleq, er Kujataa for nyligt blevet skueplads for voksende spændinger mellem USA og Kina, der ønsker adgang til Grønlands store mineralressourcer. Disse omfatter zink, kobber, nikkel, guld, diamanter og platin, men først og fremmest enorme mængder uran og sjældne jordarter (på engelsk betegnet rare-earth elements, REE). Grønland vurderes at have 38,5 mio. tons sjældne jordarts-oxider, hvilket skal ses i lyset af, at resten af verden har 120 mio. tons. Herudover besidder Grønland nogle af verdens største uopdagede olie- og gasreserver. Alt dette gør Grønland til den næste store slagmark for miljøkonflikter – som en nordisk version af det sydamerikanske Amazonas.
I Kommune Kujalleq finder man nogle af de største REE-mineprojekter i verden, kun få kilometer fra Kujataa verdensarvområdet. Det største og mest kontroversielle er Kvanefjeld REE/uranmineprojektet, der ejes af det australske selskab Greenland Minerals Ltd. Ifølge Greenland Minerals indeholder Kvanefjeld den næststørste beholdning af uran og langt den største mængde thorium i verden. Herudover rummer Ilimaussaq-komplekset, af hvilket Kvanefjeld er en del, verdens næststørste beholdning af REE. Den åbne mine, som i givet fald bliver verdens næststørste uranmine, er placeret på toppen af et bjerg i næsten én kilometers højde, kun seks kilometer fra Narsaq, en by med omtrent 1.500 indbyggere, og tæt på dele af Kujataa verdensarvområdet.
Et andet stort projekt tæt ved Kujataa er Kringlerne REE-mineprojektet, der af ejeren, det australske selskab Tanbreez Mining Greenland A/S, hævdes at have den sandsynligvis største beholdning af REE i verden. I 2013 vurderede den grønlandske regering at Kringlerne indeholdt mere end 4,3 milliarder tons malm. Mineralerne vil blive udvundet fra to åbne brud i stor højde. Et tredje betydeligt projekt er Motzfeldt Sø REE mineprojektet, som er en del af Motzfeldt Centret og ejes af Tanbreezs moderselskab, Rimbal Pty Ltd. Indtil videre foreligger der ikke mange oplysninger om dette projekt. Efter mange års forsinkelse forventes der at blive truffet afgørelse om udvindingslicenserne for Kvanefjeld og muligvis for Kringlerne senere i år.
Kortet viser efterforsknings- og udvindingstilladelser i Kommune Kujalleq. Den røde farve viser udvindingstilladelserne, den blå efterforskningstilladelserne og den sorte byer. Kort: Mineralaktiviteter i Grønland 2019, Råstofstyrelsen.
Kvanefjeld – et omtvistet mineprojekt
På grund af det store fokus, der har været på Kvanefjeldprojektet i de sidste ti år, er mange andre mineprojekter gået ubemærket hen. Planerne for Kvanefjeld blev ikke lagt i Grønland, men i Danmark, da uranforekomsten i Kvanefjeld blev opdaget og derefter udforsket på initiativ af den danske Atomenergikommission, som havde brug for en stabil uranforsyning til et fremtidigt atomkraftprogram. Indbyggerne i Grønland og begge de førende regeringspartier, Siumut og Inuit Ataqatigiit, var imod projektet.
Efter den danske forkastelse af atomkraft og principvedtagelsen i 1988 i Fællesrådet Vedrørende Mineralske Råstoffer i Grønland om ikke at udstede tilladelser til uranefterforskning eller uranbrydning, var Kvanefjeld i mange år væk fra den politiske dagsorden. Det ændrede sig imidlertid i 2008, da Greenland Minerals besluttede, at selskabet ikke kun ville udvinde REE, men også bryde uran i fjeldet. Hvis selskabet ikke fik lov, ville mineprojektet blive opgivet.
Fra at blive set som et eksempel på dansk kolonialisme, blev Kvanefjeldprojektet markedsført som en vej til økonomisk uafhængighed af Danmark. Det står dog fast, at mere råstofudvinding ikke er midlet hertil. I 2014 fastslog en rapport fra Københavns og Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik – Til gavn for Grønland – at 24 samtidige storskala-mineprojekter ville være nødvendige for at udfase og erstatte økonomisk støtte fra Danmark. Et storskalaprojekt ville skulle udvikles og sættes i gang hvert andet år og et urealistisk stort antal mineralforekomster være til stede.
Rapporten konkluderede også, at en råstofbaseret økonomi ikke er økonomisk bæredygtig: Når mineindustrien efter nogle år begynder at gå tilbage, befinder Grønland sig i den samme økonomiske situation som før – men med færre ressourcer. Dette er senere bekræftet af andre rapporter.
Kort over beskyttede verdensarvområder ved Kujataa og foreslåede udvidelser. Udvidelserne er baseret på tætheden af bevaringsværdige steder. De indbefatter allerede identificerede levn af nordisk landbrug (Landnamsgården i det sydlige Narsaq og Narsap Ilua i det nordlige) og aktive landbrug, herunder fåreholdersteder, der er en af grundene til, at Kujataas landskaber er så unikke. Hele Narsaq by er blevet indlemmet i det udvidede område af to grunde: For det første på grund af dens historie og fortid som handelskoloni, hvor den har fungeret som udvekslingszone og mødested, hvad der forklarer den særlige byplanlægning. For det andet på grund af dens betydning som center for arktisk landbrug fra vikingetiden frem til i dag. Elvsystemet er blevet brugt til at markere grænserne for forslaget til det nye verdensarvområde og afgrænse de relevante grænser for landbrugsaktiviteterne (Taseq-søen). Kort: Marine Duc, 2018 / World Heritage Watch
Udvidelser af Kujataa verdensarvområdet?
Særligt i Sydgrønland har der længe eksisteret en formodning for, at Kujataa verdensarvområdet har fået sine nuværende grænser for at give plads til Kvanefjeld-mineprojektet – men at man ikke har taget højde for de negative konsekvenser af projektet eller de andre mineprojekter omkring Kujataa. I marts 2018 foreslog foreningen Urani Naamik / Nej til uran i Narsaq, at UNESCO-verdensarvområdet i Kujataa burde udvides til at omfatte dele af Erik Aappalaartup Nunaa Halvøen (også kaldet Narsaq Halvøen) og skrives ind på Grønlands verdensarv-kandidatliste – den såkaldte tentativliste. Urani Naamiks forslag blev indsendt på opfordring af Grønlands Departement for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke og det danske Kulturministeriums Slots- og Kulturstyrelse.
Efterfølgende anbefalede lederen af Narsaq Museum, at Landnamsgården og Dyrnæs kirken nær Narsaq burde optages på verdensarvlisten, og i et brev fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv til Urani Naamik blev den store nordbogård i Narsaq også nævnt som et muligt verdensarvemne. Generelt opfylder de foreslåede steder et bredt spektrum af udvælgelseskriterier i forhold til at blive nomineret til Verdensarvkonventionens tentativliste.
Kujataas enestående universelle værdi er truet
Det står også klart, at Kujataas enestående universelle værdi, dvs. dens exceptionelle kulturelle og naturmæssige betydning, bliver truet, hvis de omkringliggende mineprojekter realiseres. Der har allerede været opfordringer til at sætte Kujataa på verdensarvkonventionens fareliste. Kujataas unikke landbrugstraditioner har været en afgørende faktor for at udpege stedet til verdensarv.
Imidlertid har Risø Forsøgscenter vurderet, at op til tusind tons radioaktivt støv årligt kan blæse væk blot fra Kvanefjelds åbne minebrud som følge af aktiviteterne dér. En stor del heraf vil blive båret af de kraftige arktiske havvinde til Narsaq og henover regionen, hvor det bl.a. vil påvirke landbrugsaktiviteter. Den fremherskende vindretning, som også omfatter de kraftigste vindstyrker, går mod øst og nordøst, hvor Kujataa verdensarvområdet er placeret. På grund af støvflugten vil husdyr og vilde dyr blive permanent udsat for radioaktive og andre giftige stoffer via drikkevand, føde og luft.
Herudover bliver de fleste, om ikke alle, planlagte mineprojekter i området åbne minebrud. De uafbrudte sprængninger af klippen på bjergtoppene omkring verdensarvområdet og udgravningerne og transporten med ladvogne til møllerne, hvor malmen bliver knust, vil medføre betydelige støjgener og forstyrrelse igennem hele minernes driftsfase.
Ifølge udkastene til VVM-rapporterne for Kvanefjeld-projektet er en fortyndingsfaktor i størrelsesordenen 2.000 for spildevandet nødvendig for at det er sikkert i forhold til de mest kritiske parametre. Det betyder, at spildevandsudledningerne i blot et år skal fortyndes i syv kubikkilometer (km3) havvand i det fjordsystem, der indgår som en del af Kujataa verdensarvområdet, og i 260 km3 havvand i løbet af minens samlede planlagte levetid. Én kubikkilometer svarer til 1.000 milliarder liter vand. Herudover vil udsivning, læk og spild fra tailingsene – det restprodukt, der er til overs, når malmen er bearbejdet – forurene grundvandet med radioaktive og andre giftige emner. Fisk og skaldyr vil blive forurenede på grund af de betydelige udledninger af affald til fjordene og kystområdet.
Minelicenser i Kommune Kujalleq i april 2020. Strategiske miljøvurderinger af mineraludvinding er ikke obligatoriske, hvilket betyder, at offentligheden ikke bliver informeret i forvejen om, hvilke områder, der bliver udpeget. Landsstyret skal blot give en årlig redegørelse for hvilke tilladelser, der er blevet givet. Kort: Råstofstyrelsen, april 2020.
Ingen realistiske planer for at beskytte Kujataa
Udover allerede at have ignoreret truslerne mod Kujataa, er der ikke meget, der tyder på, at de grønlandske og danske myndigheder har til hensigt at beskytte verdensarvområdet i fremtiden. Selvom det anerkendes, at verdensarvområdet er sårbart, går man ud fra, at bufferzonerne er tilstrækkelige til at beskytte områdets integritet. Imidlertid er antallet af efterforskningslicenser i regionen eksploderet efter at den nuværende forvaltningsplan blev lagt i 2016, der knapt nok i forvejen berører problemerne med mineprojekterne.
Herudover forlader forvaltningsplanen sin beskrivelse af konsekvenserne af mineaktiviteterne på et udkast til en VVM-rapport om Kringlerne mineprojektet, der er blevet forkastet af Miljøstyrelsen for Råstofområdet, fordi den ikke indeholder nok oplysninger. Miljøstyrelsen har også forkastet de sidste fire seneste VVM-rapportudkast om Kvanefjeldprojektet på grund af manglende informationer. Blandt andet kritiseres Kvanefjeldprojektets ejer, Greenland Minerals, for at der stadig mangler en uddybet risikovurdering af jordskælvsrisikoen, endelige resultater af tests for skadelige stoffer under udvinding og forarbejdning af gråbjerg og malm, radiologiske vurderinger og resultater af undersøgelser om strålingseffekter fra de radioaktive mineraler samt en beskrivelse af alternativer i håndteringen af tailings og nedlukningen af tailingsanlægget.
I september 2019 blev direktøren for Greenland Minerals tillige formelt irettesat af Grønlands statsminister og Departementschefen for Departementet for Natur og Miljø for at have forsøgt at påvirke ministre og højtstående embedsmænd, der intet havde med VVM-vurderingen af Kvanefjeldet at gøre, med det formål at undergrave Miljøstyrelsens autoritet.
Konsekvensanalyse af verdensarvområdet ikke nok
I december 2018 blev ministeren for Råstoffer og Arbejdsmarked spurgt af et medlem af det grønlandske Landsting, om regeringen ville udføre en konsekvensanalyse af Kvanefjeld mineprojektets indvirkning på Kujataa verdensarvområdet (Heritage Impact Assessment, HIA). Ministeren blev også bedt om ikke at træffe afgørelse om en udvindingstilladelse, før det var blevet forelagt UNESCO til en vurdering i overensstemmelse med §172 i de operationelle retningslinjer for gennemførelsen af Verdensarvkonventionen. Ministeren svarede, at regeringen ikke ville forholde sig til dette spørgsmål, før en gyldig ansøgning var blevet indsendt af Greenland Minerals. Tydeligvis er dette også et problem i forhold til de andre store mineprojekter i regionen, eftersom enhver realistisk HIA af Kujataa vil være nødt til at vurdere den samlede effekt af alle mineprojekterne. Man kan også argumentere for, at der allerede er grund nok for UNESCO til at rejse disse spørgsmål overfor de grønlandske og danske myndigheder og – i betragtning af de alvorlige miljøproblemer – at involvere World Conservation Union (IUCN) i processen.
Imidlertid er det største problem ikke kun for Kujataa, men for alle de tre grønlandske verdensarvområder, at Grønlands miljølovgivning ikke påbyder strategiske miljøvurderinger af planerne for minedrift. Det betyder, at offentligheden ikke på forhånd orienteres om, hvilke områder der bliver udpeget. Vedtagelse af Aarhus-konventionen, der sikrer borgernes adgang til oplysninger om og medvirken i beslutningsprocesser på miljøområdet, bør derfor have høj prioritet.
En tidligere version af denne artikel er offentliggjort i World Heritage Watch Report 2020.
Foto: Kommune Kujalleq, Birger Lilja Kristoffersen
