I efteråret 2014 slog danske fertilitetslæger alarm og kaldte det en ”folkesygdom”, at danskerne fik færre børn. Flere politikere argumenterede for konkrete tiltag til at fremme antallet af børnefødsler, og skolernes seksualundervisning skal fremover fokusere mere på at få børn ”mens tid er”. Men set fra et bæredygtighedsperspektiv er det direkte en dum ide at fremme befolkningsvæksten på en klode, hvor vi allerede er 7,3 milliarder mennesker.

Af Jørgen Stig Nørgaard

Jordens millioner af mennesker lever stadig i en vildfarelse om, at naturen er grænseløs og til fri afbenyttelse. Vi har godtroende formeret os til nu at være 7.300 millioner mennesker, der ydermere har udviklet en teknologisk magt, som nu gør os i stand til at bekæmpe naturen, der er vort egentlige livsgrundlag. Vi har blot ikke vænnet os til denne magt endnu.
     Og som om vi var for få, formerer vi os med 80 millioner flere mennesker hvert år. De seneste 45 år har vi fordoblet menneskenes antal. Det presser naturligvis miljøet og de øvrige ”medborgere” på den lille klode, så antallet af større vilde dyr (dvs. fisk, fugle og pattedyr) er i samme periode halveret ifølge Verdensnaturfonden WWF’s Living Planet Index, og hundredvis af arter er definitivt udryddet.
     I modsætning til de vilde dyr, har hvert menneske yderligere mangedoblet sit forbrug af naturens gaver over de sidste par århundreder. Men som Pippi Langstrømpe udtrykker det: ”Når man er stærk, skal man også være sød”. Så hvis vi vil være søde mod de børn, vi sætter i verden, og den natur, de skal kunne nyde at leve i og leve af, bør vi påskønne de lave fødselstal i Europa, og ikke præsentere det som en katastrofe, at pengeøkonomien også skal tilpasses de fysiske grænser for vækst.

Lidt simpel matematik
Et simpelt, men nyttigt, billede af miljøbelastningens årsager og løsninger fås med følgende meget forenklede ligning, f.eks. for et land eller for hele verden (på engelsk kaldet IPAT-ligningen):

Miljøbelastning (I) = Befolkning (P) x Forbrug (A) x Teknik (T)

Befolkning (P) er antallet af indbyggere, mens Forbrug (A) er udtryk for levestandarden pr. indbygger, f.eks. målt i årligt brugte kroner, kg kød spist, kvadratmeter opvarmet boligareal eller antal km rejst. Teknik (T) er den anvendte teknologis miljøintensitet, dvs. miljøbelastningen pr. forbrug, f.eks. CO2-udslip pr. kr. brugt eller pr. km kørt.
     Ligningen blev opstillet af biologen Paul R. Ehrlich omkring 1970, da befolkningstallet som en selvfølge indgik i miljødebatten. I dag er netop befolkningsstørrelsen (P) næsten helt ude af billedet som miljøpolitisk virkemiddel, og i en omsiggribende teknologirus koncentreres næsten hele indsatsen nu om bedre teknologi.
     En mere optimal løsning fås imidlertid ved dels at fordele indsatsen på alle tre faktorer ud fra hver faktors nytte og omkostning, dels ikke at optimere ud fra en snæver pengeøkonomi, men i mere reelle nytte-mål for menneskelige tilfredshed og omkostnings-mål som miljøbelastning. Den nuværende ensidige og pengetunge satsning på Teknik (T) er på den baggrund langt fra optimal.
     Der ligger i ligningen, at det ikke, som ofte postuleret, er muligt at afkoble Miljøbelastning (I) fra Bruttonationalproduktet, BNP, som her lidt forenklet er udtrykt ved Befolkning (P) x Forbrug (A). Men man kan dæmpe belastningen ved at gøre teknologien mere miljøeffektiv, dvs. reducere Teknik (T), og man har politisk valgt at satse på bare denne ene faktor. Jeg beskriver i denne artikel fordelen ved at inddrage befolkningstallet (P) i miljøpolitikken, men noget lignende gælder i høj grad også for forbruget pr. person (A).

Reel økonomi
Enhver, der har beskæftiget sig med nationaløkonomi, inklusive nationaløkonomer, erkender, at et lands pengebaserede BNP er uegnet som mål for borgernes velbefindende. På den baggrund synes det rimeligt at nedtone BNP og prøve nogle andre indikatorer, der bedre anviser den retning vore samfund bør bevæge sig i.
     En reel, effektiv økonomi kan da udtrykkes som en, der giver folk en vis lykke i tilværelsen med små omkostninger for miljøet. Hverken nytten (dvs. lykke) eller omkostningen (dvs. miljøbelastning) er let at opgøre i tal og penge, men seriøse tiltag er gjort af New Economic Foundation (NEF) i London. Her har økonomer udregnet og rangeret den gennemsnitlige reelle effektivitet af 151 landes økonomi efter et såkaldt ”Happy Planet Index”, som er defineret som befolkningens ”tilfredshed” gange ”levetid” divideret med ”omkostningen” udtrykt ved befolkningens økologiske fodaftryk.
     Trods danskernes lange levetid og høje lykke og tilfredshed, rækker det kun til en 110. plads ud af 151 lande, mens latinamerikanske lande er i toppen. Årsagen er den simple, at danskernes lykke er købt meget dyrt, målt i form af det fjerdehøjeste økologiske fodaftryk i verden.
     Hvis vi i overflodslandene blot ville indse, at vores stræben efter evig vækst i det abstrakte BNP er en farlig blindgyde, og i stedet søgte mod bedre velbefindende for os selv og miljøet, kunne vi ophæve den miljøpolitiske ”fredning” af befolkning og forbrug. Da vil en bæredygtig velfærd, som antydet i det følgende, reelt være opnåelig på en langt mere skånsom måde.

Grøn vækst er et absurd mål
Nok kan vi trække miljøbelastningen nedad ved at forbedre miljøeffektiviteten, altså reducere Teknik-faktoren (T), men politikeres samtidige krav om vækst i BNP, dvs. vækst i Befolkning (P) x Forbrug (A), trækker i modsat retning. Dette illustrerer den skizofreni, der præger en ”grøn vækst” politik.
     Ganske vist opfordres vi af og til spagfærdigt til at spare på ressourcerne, men endnu mere presses vi dagligt til at øge vores almindelige forbrug og produktion samt – lidt mere diskret – at øge befolkningstallet. Begge dele med tilhørende vækst i forbrug af ressourcer. En sådan grøn vækstpolitik mod et bæredygtigt samfund er inkonsistent. Krav om vækst i befolkning drejer sig i dag om at skabe flere arbejdere og forbrugere til at sikre et lands finansielle magt gennem et højt BNP.
     Den grønne væksts krav bliver altså et kapløb mellem en voksende miljø-effektivisering og et voksende BNP. Det kan måske lade sig gøre for teknikken at holde trit i en periode. Men med eksponentiel vækst i BNP på f.eks. 3 pct. om året, vil et mål om reduktion af Miljøbelastningen (I) i ligningen til f.eks. en tiendedel for de vestlige lande kræve, at miljøintensitetsfaktoren Teknik (T) om få årtier skal være reduceret til kun et par procent af det nuværende – altså 50-100 gange så effektiv teknologi. Det er næppe muligt i praksis, og allerede fra starten var grøn vækst en kortsigtet og klodset målsætning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Danmarks rolle og arv
Som nævnt er danskere blandt de allermest miljøbelastende i verden. Der hviler derfor et stort ansvar på os for at reducere landets belastning. Der er brug for at stramme op på andre områder i ligningen end de tekniske alene, dvs. Forbrug (A) og Befolkning (P).
     Danskernes gennemsnitlige fødselsrate har svinget noget og er nu på ca. 1,8 barn pr. kvinde. Det er en af de højeste i Europa, hvor den i gennemsnit ligger på 1,6. Det peger på sigt mod et fald i Danmarks befolkningstal, men nettoindvandring og forlænget levetid har i 25 år resulteret i et stigende befolkningstal med øget miljøbelastning til følge.
     I en fase med faldende fødselstal opstår en såkaldt ”ældrebyrde”, idet et stigende antal ældre skal forsørges af færre i den erhvervsaktive alder. Overgangsproblemet i økonomien er dog i lande som Danmark ikke værre end at det f.eks. kan klares med mindre reguleringer af pensionsalderen. Faktisk er der også store besparelser at hente ved et faldende indbyggertal, idet de gamle generationer efterlader en kolossal arv til de færre efterkommere i form af bygninger, veje, jernbaner, havne, biblioteker og viden. Nok skal alt dette vedligeholdes og moderniseres, men store nye investeringer bliver der mindre behov for.
     Forsøg på at udregne pengeomkostningen ved at reducere miljøbelastningen gennem en reduktion af befolkningsstørrelsen viser, at omkostningen vil være meget lav, for ikke at sige negativ. Man kan så i en reel økonomi diskutere, hvad det koster i afsavn at måtte nøjes med 1-2 børn. Men her er det vel mere rimeligt at konstatere, at de lave fødselsrater i Europa i høj grad er udtryk for folks frivillige valg, og at det efterfølgende fald i befolkningsstørrelsen derfor ikke bør tillægges nogen reel omkostning.
     Et fremtidigt Danmark med et befolkningstal på f.eks. 4 eller 1 million beboere, vil på lang sigt rumme så megen reel nytte for både miljøets og menneskers velvære, at en rolig reduktion af befolkningstætheden i det i forvejen tæt befolkede Danmark og Europa må betegnes som en betydelig forbedring af den reelle økonomi.

Fleksibel udvikling i befolkning
De fleste fremtidsscenarier er ikke specielt visionære omkring befolkningstallets udvikling, hvor man typisk benytter FN’s middelprognose som fast holdepunkt. Men FN udarbejder også prognoser baseret på andre antagelser om fødselstal, levetid m.v., som det fremgår af figuren på denne side. Især på længere sigt er forskellen markant.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ud fra en miljøbetragtning er især den laveste prognose interessant, idet den i år 2150 når ned på kun 3,7 milliarder mennesker. Det vil sige en halvering af vores nuværende befolkningstal. Det tilhørende indgreb består i at reducere fødselsraterne til at stabiliseres på 1,6 barn pr. kvinde omkring 2050, hvilket ikke umiddelbart virker uoverkommeligt, eftersom det allerede er gennemsnittet i Kina og Europa. Meget værre ser det ud, hvis fødselstallet blive et barn højere pr. kvinde (dvs. 2,6), hvilket vil øge befolkningen til 27 milliarder i 2150. Med fastholdelse af landenes fødselsrater i 1995 ville trængslen blive akut med 296 milliarder mennesker, hvilket demonstrerer det absurde i at ignorere befolkningsudviklingen.
     Vi må i Europa og Japan holde op med at begræde de lave fødselstal. En ting er, at nogle gerne vil have flere end to børn, men ligefrem at agitere for øget fødselstal ud over de gennemsnitlige 1,6 pr. europæiske kvinde af hensyn til BNP forekommer uanstændigt og snæversynet. I stedet kan vi være stolte af, at vi på dette afgørende miljøpunkt er på rette kurs i forhold til at kunne byde alle vore efterkommere velkomne til et rigt og bæredygtigt liv på en vidunderlig klode, netop fordi de ikke alle kommer samtidigt, men fordeles over mange, mange generationer fremover.
     Hvad vi derudover fra Europas side kan gøre er at tilbyde mere hjælp til fattigere lande, især i Afrika, med at uddanne kvinder, informere om præventive muligheder og tilbyde de nødvendige midler gratis. Faktisk viser undersøgelser citeret af Robert Engelman fra Worldwatch Institute, at i lande hvor kvinder frit kan vælge, er fødselsraterne så lave, at de på sigt vil føre til stabilisering eller ligefrem fald i befolkningstallet. Vi skal tilbyde en sådan hjælp respektfuldt og ydmygt, uden løftede pegefingre og ihukommende, at da Europa i 1800-tallet gennemlevede den tilsvarende befolkningseksplosion, ”løste” vi problemet ved at erobre og bosætte os på deres verdensdele. Der er ikke flere ledige verdensdele.

Et tabu skal brydes
Befolkningsudviklingen er den helt afgørende faktor i den menneskeskabte miljøbelastning, men er omgærdet med et tabu i det politiske spil. Bortset fra når der ind imellem henvises til, at befolkningstallet skal forøges for at kunne øge BNP – og dermed presse miljøbelastningen opad.
     Der skal en vis kynisme eller fortrængning til for ligefrem at tilskynde til befolkningsvækst i en verden, der hvert år får 80 millioner nye borgere at forsørge, samtidig med at det er overhængende at sikre et klima og en natur, vi kan være bekendt at overlade til vore efterkommere. Med en af verdens højeste miljøbelastninger pr. indbygger, er antallet af danskere ikke ligegyldigt, og ingen politik er neutral på dette punkt.

 

Foto: Sundve (Creative Commons Licence)