Anmeldelse af Naomi Klein: Intet bliver som før - Kapitalisme vs. klima. Forlaget Klim, 2014.
Af Toke Haunstrup
”Miljøfolk taler ofte om vore dages mennesker som den berømte frø i en gryde med kogende vand, der vænner sig til den tiltagende varme og derfor ikke springer i sikkerhed. Sandheden er imidlertid, at menneskene har forsøgt ganske mange gange. (…) Problemet er, at de penge, der korrumperer den politiske proces, fungerer som et slags låg, der forhindrer vores overlevelsesinstinkt i at fungere og holder os alle fanget i gryden.”
Citatet er fra den canadiske journalist, forfatter og aktivist Naomi Kleins seneste bog Intet bliver som før. I bogen afdækker Klein, hvordan klimakrisen hænger tæt sammen med en række andre problemer og kriser. Ikke mindst stigende økonomisk ulighed, svage demokratier, ideologien om en fri markedsøkonomi, vækstparadigmet og uhellige alliancer mellem klodens etablerede økonomiske og politiske magteliter, som i høj grad bygger deres magt på ”fossile industrier”.
Dette er, ifølge Klein, den primære forklaring på, at vi trods mange års kendskab til klimaændringerne endnu ikke er nået længere med omstillingen til et bæredygtigt samfund.
Tidligere har Klein bl.a. behandlet de multinationale virksomheders dominans og udbytning af tredjeverdenslande i bogen No Logo (på dansk i 2001) og den amerikanske regerings historiske bestræbelser på at gennemtrumfe privatisering og deregulering af markeder i bogen Chokdoktrinen (på dansk i 2008). I lighed med disse bøger, er Intet bliver som før endnu et mammutværk. Men takket være Kleins levende skrivestil, er det ikke en tung bog at komme igennem.
Intet bliver som før leverer ikke mange nye pointer eller iagttagelser, man ikke ville kunne finde hos andre forfattere. Sammenkoblingen af klimakrisen med andre kriser er ikke ny – og der er forfattere, der tilbyder mere detaljerede analyser af disse forbindelser (Herman Daly og Richard Heinberg, for blot at nævne to).
Men Klein er en gudsbenådet formidler, som formår at omsætte kompleksiteten til en sammenhængende fortælling, der i høj grad bæres frem af beretningerne om hendes egne oplevelser og samtaler med klimaaktivister, modstandere af nye olie- og gasfelter, forskere, erhvervsfolk, klimabenægtere mv. Dette giver bogen et engagerende præg af reportage.
Et centralt tema i bogen er Kleins kritik af den ”midtsøgende” del af klima- og miljøbevægelsen, som hun mener, har solgt sig selv til den herskende neoliberale vækstideologi i forsøget på at få indflydelse på the establishment og fremme marginale reformer. Snarere end at gå ”til ondets rod”, bidrager disse med deres snak om ”grøn vækst” og ”win-win”-muligheder til at fastholde de bagvedliggende årsager til klimakrisen.
Løftet om en ”ægte” omstilling til et bæredygtigt samfund finder Klein snarere i de aktivistiske bevægelser, som bekæmper den fossile industri. Ikke mindst kampen mod skifergas og -olie, tjæresand og bevægelser for frasalg af aktier i fossile brændstoffer (divestment). Hun taler således for en mere aktivistisk og konfrontatorisk tilgang i klimabevægelsen.
På denne måde kan Naomi Kleins bog læses både som en afdækning af problemernes årsager og et opråb til konkret handling.
