Miljø- og klimaproblematikkerne understreger behovet for en nytænkning af forholdet mellem mennesket og dets omgivelser. Vigtigheden af en grøn revolution har også ramt litteraturvidenskaben og digtningen, som har leveret miljørefleksioner fra 1800-tallet og frem til i dag.
Af Aske Sparrebro
En minimumsdefinition på økokritik er, at denne angår studiet af forholdet mellem litteraturen og det fysiske miljø. Økokritik er altså en samlebetegnelse for den akademiske bestræbelse, som gør op med den del af litteraturvidenskaben, der kun fokuserer på mennesket, kulturen og deres indbyrdes samspil. Det er ikke længere tilstrækkeligt blot at fokusere på mennesket som eneste tænkende, følende og handlende fokuspunkt.
En ny slags litteraturvidenskab
Økokritik fordrer derfor en helt ny og mindre ”menneskelig” humaniorafaglighed. Det er ifølge økokritikken ikke længere nok for litteraturvidenskaben at være eksempelvis tekst- eller sprogorienteret, den må også forholde sig til den mangfoldighed af liv, der findes uden for mennesket og den natur, vi som mennesker er uløseligt forbundet med.
Forskningen viser, at vi må ændre vores adfærd, hvis vi skal overleve. Vi kan ikke bare leve af eller på planeten, men må leve med planeten. Kloden er ikke blot en passiv baggrund, der kan tages for givet til menneskets udfoldelse og udnyttelse. Dermed er der brug for et skred i vores selvopfattelse og idéen om vores eksistensberettigelse på jordkloden. Vi kan ikke længere betragte mennesket som hævet over vores omkringliggende miljø, men som del af det, og i en konstant vekselvirkning.
Dette tankesæt er grundlæggende hos økokritikkerne og nødvendiggør en ny selvforståelse og livsførelse i verden. Inspirationen til 1990’ernes første egentlige økokritik kan spores tilbage til 60’erne og 70’erne, hvor en begyndende klima- og miljøkritik rettede sig mod menneskets udnyttende natursyn. Den norske filosof Arne Næss var den fremmeste eksponent for økokritikkens forløber; den såkaldte ”dybdeøkologi”, som arbejdede efter et princip om total ligevægt i økosystemet.
Miljøaktivisme – fra konkret til mental rengøring
Det vil sige et opgør med den hidtil grundlæggende menneskecentrerede verdensforståelse, hvor mennesket har forrang i forhold til det øvrige i det samlede økosystem. Disse tidlige dybdeøkologer havde ikke, som de senere økokritikere, et mere humanistisk-filosofisk erkendelsesprojekt med et fokus på, hvordan vi italesætter natur og kunst som oplysningsværktøj.
For dybdeøkologerne handlede det i højere grad om at skabe det intellektuelle fundament for en mere praktisk, økologisk ansvarlig etik. De talte for en bredere ideologi- og samfundskritik og imod hedonisme og materialisme.
Som Arne Næss udtrykte det: ”Vi skal ikke forhindre isbjørnenes udryddelse for, at vores børn skal have mulighed for at opleve dyret, men fordi den grundlæggende har ret til at eksistere på samme vis som alle andre.”
Denne tanke er stadig central, men dog radikaliseret i den nyere inkarnation af miljøtænkningen; økokritik. Fokus for det analytiske arbejde er stadig naturen og menneskets forhold til den. Men de nye fanebærere er i højere grad teoriorienterede akademikere med tilknytning til litteratur-, medie- og kunstkritik, der arbejder med måden naturen som koncept forstås og fremstilles på. Tesen bag dette arbejde er, at måden vi taler om en ting på, har afgørende betydning for hvordan vi omgås den helt konkret. I dette tilfælde altså naturen og miljøet.
Denne nye økokritiks første bølge udfoldede sig i 1990’erne og kaldtes også ”den grønne økokritik”. Her er man orienteret mod naturen med en romantisk tilgang, hvor naturen anses som et rent og idyllisk sted, der ikke fortjener den dårlige behandling som mennesket giver den. Målet for ”den grønne økokritik” er, at genoprette det rene og rette forhold til naturen og inspirere til en sund klimaforståelse, hvor harmonien mellem mennesker og natur genfødes.
Digte som miljøkamp
Kunst og kultur kan være med til at udbrede denne måde at tænke og handle på. Et godt dansksproget eksempel på en brobygning imellem økokritikkens første bølge og de aktivistiske dybdeøkologer er Thorkild Bjørnvigs (1918-2004) digtning:
Jorden er et væsen, et helligt,
alle verdenshave forbundne,
skiftinge, som planlægger drabet på Hende
er selv hjemfaldne til drab,
den art som pisser i jordens oasebrønde.
I dette digt fra samlingen Delfinen, udgivet i 1975, italesætter Bjørnvig, at jorden er hellig. Jorden besjæles og personificeres gennem det personlige stedord hende. Bjørnvig viderefører her et grundlæggende natursyn, der kan knyttes tilbage til Romantikkens litteratur fra 1800-tallet. Jeget i digtet oplever, hvordan visse mennesker er blevet forbyttet af onde trolde (”skiftinge”), og understreger derigennem en moralsk dom og dobbelthed i digtet, der spidser til med en anklage mod et samlende “dem“, der ikke kan forstå alvoren i deres miljøskadende handlinger.
Ligesom mange miljøforkæmpere i dag, forsøgte 1800-tallets romantikere at inspirere til en ny opfattelse af noget helligt eller vigtigt ved ”det naturlige” eller det ”uspolerede”. Digtene skulle påpege muligheden for mere ligevægtige, psykologisk sundere eksistensformer overfor oplysningstidens filosofi, der satte fornuft, målbarhed og stringens højere end godt var. Ganske ligesom der i visse kredse i dag er en heftig kritik af karakterræs, effektivisering og DJØF-mentalitet.
Naturromantikkens egoistiske rødder
Den første bølge af økokritik er siden blevet heftigt kritiseret fra flere sider for at idealisere harmonien og romantikken i naturkonceptet, hvilket førte til formationen en ”mørk økokritik”, der bryder med første bølges romantisering. Med filosoffen Timothy Morton i front forsøger man at miskreditere den første bølges natursyn, da den nye ”mørke” bølge af økokritik vinder frem i 00’erne.
Kritikken af den ”grønne” første bølge går mere specifikt på, at mens der plæderes for total økologisk lighed, foregår der i realiteten en forskelsbehandling. Første bølge er optaget af at redde isbjørnen og den smukke bøgeskov fra menneskets udnyttelse, men er i realiteten ligeglad med for eksempel skovflåten og fluesvampen. Ting, som mennesket traditionelt har undgået og devalueret, bliver til stadighed negligeret i miljøkampen. Der er derfor, lyder kritikken, stadig tale om en grundlæggende egoistisk økotanke, om end mere kalkuleret. Naturen tjener stadig mennesket og er grundlæggende til for dets brug og fornøjelse.
En stor del af denne anden bølge af økokritikken udgøres af såkaldte ”nymaterialister”, heriblandt Morton. Disse arbejder ud fra en radikal, ikke-hierarkisk verdensopfattelse, der indebærer, at mennesket sidestilles med den øvrigt eksisterende økosfære.
Menneskets særstatus i toppen af hierarkiet, som alt andet bestemmes ud fra, bør ifølge nymaterialisterne totalt og gennemgribende ophøre. Ganske som første bølge tilsyneladende prøvede på, men ikke formåede. Argumentet lyder, at man forud for konkret handling først må lærer at anskue verden på en helt ny og mere korrekt måde. Først da kan man gøre sig håb om at kunne løse klimaproblemerne konstruktivt.
Økosystemet er ondt
Med den ”mørke” økokritiks nybrud fremhæves at alting i verden og i økosystemet er sammenfiltret og forbundet i en sådan grad, at mennesket har vanskeligt ved at gøre sig begreb om det. Dette fører paradoksalt nok, til trods for alting-hører-sammen-tænkningen, til stor fremmedgørelse – både kollektivt og hos den enkelte.
Naturen er nemlig ikke romantisk, men meget virkelig og darwinistisk anlagt, jævnfør eksempelvis klimakrisen, som kan medføre menneskeartens undergang, men ikke nødvendigvis planetens. Biosystemet kan undvære os.
Når alt er ét, og alle på dén måde er individuelt undværlige, medfører det automatisk en fremmedgjorthed i forhold til sig selv og andre mennesker. Den individuelle identitet er dybest set forankret i en selvfølelse af den enkelte som unik og særlig, hvilket i bund og grund er indbildning set i det store universelle perspektiv.
Mortons problem med den grønne økokritiks naturromantiske forestillinger er, at der opstilles en utopisk løsning, som gør os passive i forhold til at indse og handle på klimakrisen. Naturen fremstilles for ofte som grundlæggende godartet, hvad den ikke er. ”Naturen” omtales også alt for tit som et udflydende koncept, et konstrueret begreb.
I den ”mørke” fortolkning befinder naturen sig som sagt ikke uden for mennesket, men er en del os, både konceptuelt og biologisk konkret. Den moderne forestilling om den romantiske natur, man kan møde ”derude” er et fantasifoster, som vi selv har skabt, fordi vi er egoister, og den behager os. ”Naturlighed” bruges til at sælge os gourmetmad, shampoo og charterferier – sammen med en falsk, vag ide om ”god karma”.
I stedet skal vi bevæge os mod en åbenhed omkring og omfavnelse af et mørkere, mere realistisk natursyn som i højere grad afspejler faktiske, mere rå naturlove, som et økosystem fungerer efter. Tanken er, at litteratur kan bruges til at iværksætte et betydningsskred inden for begreberne økologi og natur.
Dette vil gøre os i stand til at se verden i et nyt og mere sandt perspektiv og måske handle mere korrekt. Virkeligheden indeholder også rædsler som ebola-virus, borrelia-flåter, og knoglemarvskræft, og disse er ligeså meget en del af ”naturen”, som den nuttede kinesiske kæmpepanda. Jo før vi for alvor kan bryde igennem vore egne illusioner omkring naturen og menneskets plads i den, jo bedre.
Miljø-ligegyldigheden udstilles – så den kan fjernes
Et godt eksempel på litteratur der tager sit udgangspunkt i den ”mørke” økokritiks tanker er Theis Ørntofts (f. 1984) Digte 2014:
I nat, i år
et sted imellem alle sine atomer
døde det man kaldte min mor.
Det siges at hun stadig sang mens de skar hende op.
Det siges at olien dryppede fra hendes lever.
Eller det siges
at hun faldt gennem dage og nætter
indtil floden på bunden
bar liget med sig ind i junglen.
Det siges, og det er sådan det bliver sandt.
Jeg betragter hendes skelet
inde i ravklumpen på natbordet
over tagene bliver himlen bleg.
Så kommer solen.
Digter-jeget her befinder sig i vores samtid anno 2014, som titlen også understreger. Verden ser dog ikke ud som vi måske kender den. Det er underforstået, at der er en meget akut klimakrise i gang. Det er dog ikke en altudslettende apokalypse, men snarere en moraludslettende og etisk undergang, der finder sted. Fortælleren er en del af den verden, vi kender, og glemmer at stille spørgsmål til de handlinger, han foretager, før det er for sent.
Jeget som taler i Digte 2014 er et centralt referencepunkt. Overalt refereres der tilbage til jegets tanker og følelser. Men der er tale om en splittet jeg-person. Det er ikke engang sikkert, at jeget altid kan kende sig selv.
Jeget er nogle steder ganske konkret og står i forbindelse til andre personer: ”Jeg føler let tristhed efter at Line er gået”. Andre steder er jeget ligefrem fremmedgjort overfor sig selv: ”nej, siger jeg, uden at vide hvorfra / jeg, siger jeg” og ”Hver dag husker jeg noget / jeg ikke selv har oplevet”. Jeget fremstår andre steder rent metaforisk eller symbolsk: ”jeg er et koordinat for planter og genfærd”.
Jeget befinder sig altså i en splittet og forvirret tilstand. Dets følelser er depressive og temaer som angst, træthed og apati får jeget til at fremstå som værende i krise, på samme måde som verden omkring ham.
Jeg-bevidstheden er så allestedsnærværende i digtene, at der går inflation i den, så den mister sin hierarkiske betydning. Ligesom penge mister deres værdi jo flere man trykker, mister jeget også status jo flere gange Ørntoft bruger det i sine digte.
Jeget er yderligere totalt indlejret i sine omgivelser og kan ikke skilles ud fra dem som selvstændigt. Jeget er samtidigt fremmed for sig selv og splittet i atomer, og på den måde blot en del af en større sammenhæng:
De atomer jeg var som barn
er de stadig til stede på denne blå planet
i så fald vil jeg gerne vide det
er de i Genéve, er de i Stillehavet
er de på Fiji, er de i Tutankhamons grav
er de i amerikansk teenagers school shooting-fantasier
eller er de i psykiaterens dårlige ånde når han spørger mig:
kan du høre døden banke på den anden side af dine tanker?
Den tilsyneladende ligegyldighed hos jeget peger altså mod en ”mørk” økologisk tankegang der italesætter erkendelse af civilisationens og miljøets håbløse tilstand. I stedet kan jeget blot konstatere, at han selv og samfundet er under nedbrud.
Denne accept kan ses som et alternativ til den menneskecentrede verdensanskuelse. De nyere økodigte bliver et talerør for en frigørelse fra vækstideologien. Ikke ud fra et romantiseret, idealistisk synspunkt, men i stedet et realistisk, overlevelsesbetinget synspunkt. Hvis noget kan afhjælpe klimakrisen, så må det være en akut bevidsthed om dens faktiske konsekvenser. Her kan litteraturen være et følelsesmæssigt, almenmenneskeligt brohoved.
Foto: fotologic (Creative Commons)
