Transportsektoren har længe været et smertensbarn for den grønne omstilling, ikke alene i forhold til klimaet, men tillige på en stribe andre miljøparametre. Der er brug for en grundlæggende ny tilgang til transportpolitikken. Og det er ikke gjort med blot at satse på elbiler.
Af John Holten-Andersen, Kjeld A. Larsen, Louise Faber, Ib Salomon, Anne Grethe Olsen, Morten Telling og Andra Pachai
Da Benny Engelbrecht blev transportminister, erklærede han sig som minister for den grønne omstilling. Det var en passende udmelding, for der er behov for helt ny tilgang til transportpolitikken af flere grunde.
Ikke mindst er der mange andre miljøproblemer knyttet til transport end den direkte CO2-udledning fra køretøjerne, der i dag udgør ca. 30 pct. af de samlede udledninger. Den stigende transport med især biler har ført til en enorm vækst i den bilunderstøttende infrastruktur – motorveje, broer, tilkørselsramper, osv. – som fylder voldsomt i landskabet og er til stor gene for mange. Der er i dag øget opmærksomhed omkring trafikkens støjgener, der primært skyldes dækstøj og derfor ikke reduceres ved overgang til elbiler. Årligt dør op imod 500 danskere for tidligt som følge af trafikstøj og omkring 1,5 mio. boliger udsættes for støjniveauer over WHO’s anbefalede grænseværdi på 53 dB. Også naturen lider under trafikkens støjgener, ligesom infrastrukturen skaber barrierer i landskabet, der adskiller naturens bestande og bringer dem under en levedygtig størrelse.
Hertil kan så tilføjes problemerne med luftforurening, udvaskning til vandmiljøet af asfalt og afslidt gummi og sidst – men ikke mindst – de mange drab og kvæstelser af mennesker og dyr, som biltrafikken forårsager. Lægger vi det hele sammen er vores nuværende transportsystem en dræber i så massivt et omfang, at det ikke ville blive accepteret inden for noget andet område af samfundet. Det endelige dødstal fra Covid-19 når formentlig ikke op på det niveau, vi hvert eneste år ser for trafikkens vedkommende.
Elbiler er ikke løsningen alene
Det handler altså om meget mere end bilernes CO2-udledning, og selv hvis vi alene fokuserer på CO2, så handler det om meget mere end bilernes udstødning. Den enorme infrastruktur, som skal befordre de mange biler, er meget energitung – det er fremstilling af biler i øvrigt også, elbiler eller ej.
Hertil kommer så den elektricitet, der skal drive elbilerne. Heller ikke den er en ubegrænset ressource, tværtimod vil der være mange aktiviteter i samfundet, som fremover skal kappes om den begrænsede mængde vedvarende energi, der vil være til rådighed, når de fossile brændsler helt afvikles. Det faktum skærpes af, at de biobrændsler, der i dag udgør ca. to-tredjedel af vores såkaldt ”vedvarende” energi absolut ikke er nogen bæredygtig løsning. Det betyder, at vi i et land som Danmark fremover i store træk må klare os med sol- og vindenergi, som dermed bliver en begrænset ressource, der må prioriteres med den største omhu. At vedligeholde et bilbaseret transportsystem, hvor der i gennemsnit sidder ca. 1,1 person i hver bil, der i gennemsnit kører omkring 35 km om dagen, er ikke udtryk for omhu, men tværtimod et uacceptabelt fråseri.
Alt i alt er der altså mange tvingende grunde til, at vi må tænke transportpolitikken om fra grunden af.
Mindre og mere miljøvenlig transport
Først og fremmest må vi holde op med at tænke transport som noget, vi bare kan hive ned fra hylderne efter forgodtbefindende, hvorefter vi så indretter hele det øvrige samfund efter denne præmis.
For det er jo sådan, vi har gjort de sidste mange, mange år. Vi har centraliseret stadigt flere nødvendige samfundsfunktioner, så folk har fået stadigt større afstande mellem deres daglige gøremål. Derfor er bilen i dag næsten blevet en nødvendighed for mange mennesker.
Den udvikling må vendes, ja, afstande og transport må fremover medtænkes i såvel den overordnede planlægning som i alle konkrete private og offentlige beslutninger vedrørende lokalisering. Dette må kombineres med en markant stigning i prisen for at køre bil, så folk tvinges til at tænke sig ekstra godt om, når de begiver sig ud på vejene. I øvrigt har coronakrisen jo vist, at ganske meget transport med fordel kan erstattes af kommunikation på distance.
Det transportbehov, der bliver tilbage, må tilgodeses gennem mere miljøvenlige og mindre ressourcekrævende transportformer, og her er det kollektive transportsystem et godt alternativ til bilen, især på de lidt længere strækninger. Derfor må det udbygges og forbedres efter mange års sultekur. På de kortere distancer er cyklen den mest nænsomme transportform, hvorfor der bør anlægges langt flere prioriterede cykelstier end i dag. I øvrigt vil en udbygning af mulighederne for at medbringe cykler i den kollektive transport gøre kombi-transport til et attraktivt alternativ til bilen.
Endelig er der så elbilen, som især på de skæve transporter ikke mindst i landområderne kan yde et vigtigt bidrag. Derfor må elbiler fremmes – ikke som den eneste løsning, men som et vigtigt element. Det må i øvrigt kombineres med udviklingen af mere intelligente transportløsninger end hver-mand-sin-bil. Samkørsel og delebilsordninger bør kunne tilbydes i langt større omfang end i dag – og her spiller prisen også en rolle. For når det bliver væsentligt dyrere at transportere sig i egen bil, vil en bedre ressourceudnyttelse automatisk blive mere attraktiv.
Omlægning af investeringer
En reduktion af biltransporten er i øvrigt den eneste holdbare løsning på de absurde trængselsproblemer, der findes overalt i og omkring de større byer. Nyere forskning viser, at det ikke længere er muligt bygge sig ud af trængselsproblemerne, hvilket er endnu et argument for at tænke fundamentalt nyt i transportpolitikken.
I stedet for fortsat at kaste hundredvis af milliarder kroner efter nye ødelæggende motorvejsanlæg til lands såvel som til vands, opfordrer vi til at der udformes en investeringsplan for en reel grøn omstilling af transporten. Den kan spille på mange tangenter: udbygning af den kollektive trafik, bedre forhold for cyklister, omstilling til elbiler, udvikling af nye intelligente transportløsninger, øget brug af distancearbejde, decentralisering af vigtige samfundsfunktioner osv. Alt det kræver store investeringer, som der ganske givet ikke bliver råd til, hvis først pengene er kastet efter forældede bro- og motorvejsprojekter.
Derfor kære Benny Engelbrecht: Hvis du sætter dig i spidsen for en sådan reel grøn omstilling af transportsektoren, vil du for alvor leve op til din tiltrædelseserklæring. Vi ved, at stærke kræfter presser på for at fortsætte i fortidens forslidte spor, men vi håber inderligt, du har modet til at vælge en mere fremtidssikret vej. Og den er grøn!
Foto: Kristoffer Trolle (Creative Commons License)
