Det danske folk har et særligt nært forhold til havet, bemærker den internationalt anerkendte havforsker Katherine Richardson i dette interview. Der hænger således flere skibe i danske kirker end i noget andet land, så det er lidt mærkeligt, at vi ikke i højere grad tager ansvar for et havområde, der er så forskelligt – fra Østersøens brakvand til Polarhavet.
Ved Ole Busck
Vi kender ikke havet!
- Du har for nylig sagt i et interview, at det er som om folk ikke opfatter havet som en del af naturen. Kan du uddybe det?
”Der er jo ikke meget, der tyder på, at folk har sans for naturen i havet, og det er måske forståeligt nok, for vi er jo trods alt fremmede i forhold til vandet, og det er alt andet lige farligt for os, hvis vi f.eks. bliver smidt ud et sted, hvor vi ikke kan bunde eller svømme i land. Vi ville ikke overleve ret længe, og vi ville bruge masser af energi for at holde os oppe, vi ville miste varmen til vandet omkring os – og vi kunne ikke få ferskvand og ikke noget at spise, og visse steder kunne vi blive til aftensmad for en anden organisme.
Vi kender ikke havet ret godt, og hvis vi kommer ned i havet, med dykkerudstyr eller i en ubåd, så er problemet, at naturen er meget, meget anderledes i havet end på landjorden. Meget af det er så småt, at man ikke kan se det med det blotte øje, så vi har ingen fornemmelse af, hvordan naturen fungerer i havet på samme måde som på landjorden.
Det måske bedste eksempel, jeg kan komme med er, at forrige år tillod man i Danmark, at man måtte lave kommercielt fiskeri på søstjerner med henblik på at lave grisefoder. Jeg er ikke i tvivl om, at myndighederne fulgte gældende regler og vurderede, at fiskeriet ikke ville true eksistensen af søstjerner, men det, der generede mig, var avisernes omtale, hvor det lød, at ”fiskernes plage bliver til profit” – og er der én ting, der er sikkert, så er det, at søstjerner ikke er sat på jorden for at være en plage for danske fiskere. Og der var ingen, heller ikke blandt de grønne organisationer, der talte søstjernernes sag i den forbindelse.
Jeg bor på landet og har en sort bil, så min kærlighed til svaler kan ligge på et meget lille sted om sommeren, når de overskider min bil, og jeg ville ikke have noget imod, at de blev til grisefoder, men jeg ved, at ingen ville tillade, at jeg lavede svalerne til grisefoder!”
Katherine Richardson er professor i biologisk oceanografi og leder af Sustainability Science Centre ved Københavns Universitet.
Havets betydning
- Hvad er den overordnede, generelle betydning af livet og økosystemerne i havet for livet på jorden?
”Havet dækker over 70% af jordens overflade, og det siger sig selv, at det har enorm betydning for alle miljøforhold på land. Det er takket være nogle af havets små planter, at vi overhovedet har ilt i atmosfæren og et ozonlag, der beskytter os mod solens farlige UV-stråler. Havet har også beskyttet os mod endnu værre klimaforandringer end dem, vi oplever i dag i den forstand, at det har optaget en ganske stor del af den ekstra CO2, vi har udledt til atmosfæren. Og faktisk er det over 90% af den ændring i varmebudgettet, der er sket ved jorden i kraft af klimaforandringer, der findes i havet. Og livet startede jo i havet! Havets natur har været enormt vigtig for at gøre det muligt for os at leve. Havet er alfa og omega, men vi tænker ikke så meget over det.
Men igen: havet er meget anderledes end landjorden. På land er der rigtig meget kulstof, som er bundet i planter og dyr. Der er ca. 450 millioner tons kulstof bundet på land. I havet, selv om det er dobbelt så stort, er der faktisk kun omkring 4 gigatons kulstof bundet i biologiske organismer, men til gengæld omsætter de kulstof, kvælstof og fosfor meget hurtigt, og det er det materiale, der synker til bunds, som er vigtigt for klimaregnskabet, for hvis du får kulstoffet ned på bunden, kan det ikke længere komme ud i atmosfæren, og der er meget der tyder på, og det er egentlig det min forskning kredser omkring, at strukturen af planteplankton-fødekæder, altså hvilke planter, der er til stede, er meget vigtig for, hvor meget kulstof, der ender med at synke ned.
Jeg har et nyt stort forskningsprojekt i gang, som Carlsberg-fondet og den islandske stat har bidraget klækkeligt til, hvor vi kigger på sedimentkerner, som vi tager op af havet og undersøger med genetiske metoder, og her bidrager også Eske Willerslevs gruppe. På den måde kan vi analysere, hvordan forskellige planteplankton-fødekæder så ud i forhold til forskellige klimaforhold. Med de nye metoder, vi har, kan vi gå tilbage og beskrive, hvordan naturen har fungeret tusinder af år tilbage.”
Koraller. Foto: Karsten Dahl
Truslerne
- Hvad er de største trusler mod havets liv og økosystemer og de mekanismer, du beskriver?
”Jeg synes vi har tre ’mega-trusler’, om man vil. Den ene er governance, altså hvordan forvalter vi vores forhold til havet. Lige nu har vi enkelte lande med territorialfarvand, som de kan træffe beslutninger om og planlægge for. Men langt hovedparten af havet er reelt uden regulering. I princippet gælder visse aftaler, men der er intet land, der leger politi, og der foregår alt muligt skidt, der dumpes kemikalier og olie mv.
Den anden trussel er forringelsen af habitater. Det sker ved fiskeri, ved opfiskning af sten til havne og moler, ved olieefterforskning, ved landindvindinger – når vi udbygger Nordhavnen ved København f.eks. Gennem hele Danmarks historie har vi lavet enorme landindvindinger, faktisk har vi fjernet ca. en tredjedel af de lavvandede havområder omkring Danmark. Og det er netop meget vigtige, produktive områder, for ved omkring en meters vanddybde når solen helt ned til bunden, og der er mulighed for et rigt planteliv, der både udgør foder for fisk og fugle, samt danner gemmesteder for fiskeyngel og andre små organismer.
Den tredje trussel er affald, dvs. vores affaldsprodukter som næringssalte, plast, olie og alle mulige andre forurenende stoffer fra vores forskellige aktiviteter. Og man behøver ikke ligge tæt ved havet for at påvirke det. Med floder kommer byernes affald ud i havet, hvilket forurener i mindst lige så høj grad som fiskerne, der efterlader deres plastiknet i havet.
Det er de overordnede trusler – jeg ved godt, at vi i Danmark råber op om næringssaltene fra landbruget, som om det var det eneste. De har altid grinet lidt ad os i England, hvor de har meget mere fokus på forurenende stoffer, fordi vi taler ikke så højt om anden forurening end den med næringssalte. Men vi har nogle farvande, som er enormt forurenede med TBT f.eks. fra skibsmaling, der forårsager kønsskifte hos snegle.
Vores udfordring er ikke bare næringssaltene, det er det også, men vi smider rigtig meget andet i havet, som ikke hører hjemme der, f.eks. også antibiotika fra havbrug. Så prioritet nr. 1 må være at begrænse, helst eliminere vores affaldsprodukter, som bliver ledt direkte ud i naturen, det være sig land eller hav.
I ”Planetary boundaries”-modellen, altså denne cirkel med 9 fokuspunkter for menneskenes påvirkning af det globale miljø, er der fire områder, som stikker ud fra det grønne felt, der angiver en rimeligt sikker zone: det er klima, biodiversitet, skovrydning og så næringssaltene, primært kvælstof og fosfor. Den sidste stikker endda længere ud end f.eks. klima, hvad folk ikke kan forstå, men hvis du ser på, hvordan mennesker har påvirket de naturlige cykler for kvælstof og fosfor gennem tiden, så har der procentvis været en langt større påvirkning end af den globale kulstofcyklus.”
Gendannet havareal ved Gyldensteen Strand på Nordfyn. Foto: Viggo Lind
Og indsatsen mod dem
- Hvad skal der til for at stemme op for disse trusler, globalt, i EU, i Danmark?
”Vi er nødt til at se på nye former for forvaltning. I stedet for at læne os tilbage og stole på de forskellige internationale aftaler, som øjensynligt ikke virker, er der nogle meget interessante forsøg i gang med at danne netværk for virksomheder, der bruger havet, og forskere for at få nogle vidensbaserede målsætninger ind i forhold til den måde, man bruger havet på.
Det viser sig, at der kun er lidt mere end et par håndfulde virksomheder, som står for hovedparten af det globale seafood-marked, og det er omkring dem, at disse netværk er dannet. Ingen tror, at de holder op med at fiske fra den ene dag til den anden, men det er vigtigt at prøve at få dem til at forstå, at det må gøres på en anden måde, f.eks. hvor vigtigt det er at have nogle beskyttede områder – og det er så den anden faktor, jeg vil pege på, at vi er nødt til at have nogle strengt beskyttede områder, hvor naturen får lov at udvikle sig på egne præmisser. Og her står Danmark altså ikke særlig godt.
Der er en EU-målsætning om inden 2030 at sikre 10 pct. af EU's farvand som strengt beskyttet. I regeringens netop udkomne havplan er der IKKE lagt op til at følge EU´s gennemsnit. Den indeholder kun et krav om 4 pct., der skal være strengt beskyttet. Danmark overlader det altså til andre lande at bidrage mere. Men ved siden af sådanne områder skal vi også lave genopretningsprojekter – og vi har set, at det godt kan betale sig, f.eks. ”Blue reef”-projektet, en gendannelse af huledannende stenrev nordøst for Læsø, der faktisk er det første marine genopretningsprojekt med EU-støtte. Og vi ser forsøg på at genoprette kystlaguner i områder, hvor man tidligere har lavet landindvinding, bl.a. på Nordfyn. Disse genopretningsprojekter ser ud til at virke.
Og så vil jeg sige, at vi simpelthen er nødt til at få styr på vores affald. Det handler om CO2, kvælstof og fosfor og miljøfremmede stoffer, f.eks. plastik, men hele denne plastikdiskussion trætter mig. Vi har smidt plastik ud siden 1950’erne vel vidende, at det var stort set unedbrydeligt i naturen, og vi har siden 1972 haft billeder af jorden fra rummet, der viser, at der ikke er nogle rør bort fra jorden! Hvor skulle de også gå hen? To tredjedele af jorden er dækket af hav. Hvor troede vi, at plastikken blev af! Det er altså ikke raketvidenskab!”
Regulering af fiskeriet
- Hvad mener du om EU's regulering af fiskeriet. EU giver jo et vist tilskud til fiskerierhvervet i stil med landbruget?
”Der er et problem med den måde, fiskerireguleringen er lavet på. Den er stadig meget baseret på de enkelte arter og ikke på økosystemet som sådan. Forvaltningen burde være baseret på en økosystem-tilgang. Der er dog sket forbedringer gennem de seneste år. EU-politikerne har været mere lydhøre overfor de vidensbaserede anbefalinger, men stadig er fiskeritrykket for stort og for udbredt, ikke mindst i de danske områder.
Det er jo den gamle historie – på landjorden kan du ikke have landbrug alle steder, der er områder, hvor det er tilladt. Omvendt i havet, hvor det er tilladt at fiske alle steder undtagen i de områder, hvor det er forbudt. Og sådan var det også tidligere for stenfiskeri. Det er kun omkring 25 år siden, at man kunne hente sten og sand alle steder undtagen der, hvor det var forbudt. Så blev det vendt om, så man kun måtte foretage råstofindvinding hvor det var tilladt.
Vi skal tilsvarende have vendt det om for fiskeriet, så vi kan sige her og her er det tilladt at fiske. Hverken på land eller i havet kan naturen tale for sig selv, og det er dybt betænkeligt, når mennesker ikke tænker på havet som natur. Der er intet der tyder på, at havet har mindre natur eller har mindre behov for beskyttelse end naturen på land. Men fordi vi ikke kan se den, og fordi vi ikke kan konstatere den voldtægt, der sker på havets natur og forringelsen af habitater, så reagerer vi ikke, men jeg skal hilse og sige, at hvis du havde et bundtrawl, der gik igennem din have så tit, som det sker i havet, og du kunne se effekten og alle de organismer, der findes der på bunden, så ville du ikke tillade det. ”Out of sight out of mind”.”
Skrubbe. Foto: Dennis Lisbjerg
- Hvad siger du til aftalen mellem Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Fiskeriforening?
”Det er da meget positivt, at man er begyndt at få Fiskeriforeningen i tale, men når det er sagt, ville jeg ønske, at det ikke kun var én grøn organisation, der var på banen her, men at den var blevet til i et større fællesskab. Som vi har set, er det jo endt i splittelse mellem de grønne organisationer, og det er død-ærgerligt.
Argumentet fra de andre organisationer er, at aftalen ikke er god, fordi den ikke berører de områder, der er vigtige for fiskeriet. Jeg er som sagt helt med på, at vi skal have nogle områder, hvor man ikke fisker, men hvis du skal genoprette naturen i havet, er jeg ikke sikker på, det er bedst at starte der, hvor naturen er hårdest ramt og er i den ringeste tilstand. Så det er måske rigtig fornuftigt, at starte der, hvor aftalen gør det – selvom det er soleklart, at det kun var muligt, fordi fiskerne ikke er interesserede i de områder - altså at lave nogle beskyttede områder der, hvor der ikke er stort fiskeritryk, fordi alt andet lige er der en mere ’naturlig’ natur der.”
- Der er vel en grund til at fiskerne ikke kommer der, der er formentlig langt færre fisk?
”Det ved du ikke noget om, og så er havets natur jo altså meget mere end fisk, meget, meget mere. At de samler sig nogle steder for at gyde eller andet, er jo ikke det samme som at sige, at fiskene ikke bruger de områder. Men fiskerne interesserer sig jo for de steder, hvor fiskene flokkes.
Men i havet er det ligesom med fugle, nogle gange er de ude alene, andre gange er de samlede. Og så er de jo lettest at fange der, hvor der er mange af dem. Vi ved, at før i tiden var der mange flere, også andre steder end der, hvor de flokkes i dag. Man kan argumentere begge veje, men desværre, fordi vi ved så lidt om naturen i havet, så ved ingen, hvor der er størst behov for beskyttelse. Så det er en god begyndelse med aftalen, men jeg er ærgerlig over, at DN valgte at gå egne veje og endte med at lave en splittelse på NGO-fronten, for så længe der er splittelse, så vil politikerne ikke høre efter dem, der siger, at der skal være beskyttede områder.”
- Aftalen er vel lavet ud fra det princip, der hedder ”brandmandens lov”, altså sæt først ind der, hvor det der skal reddes, fortsat er intakt.
”Ja, præcis, men det er jo ingen undskyldning for ikke at sørge for, at beskytte de hårdt fiskede områder.
Til slut vil jeg gerne sige, at jeg synes, der er noget interessant i, at vi, danskerne, har et særligt forhold til havet. Du kan ikke noget sted i landet bo længere end 52 km fra havet. Vi har skibe hængende i de fleste kirker. Man siger, det er for at kunne føre vore sjæle af sted, men der er ikke mange andre lande, hvor man manifesterer det med et skib. Havet har betydet så meget for mange erhverv gennem tiden. Vi har et ansvar for et havområde, som er mere forskelligt end måske noget andet land i verden. Vi har fra Østersøen – som er nærmest en brakvandssø - og så helt op til det arktiske hav og polarområdet, hvis du tager hele rigsfællesskabet med. Vi har så mange fine citater om havet f.eks.fra Karen Blixen. Så havet er meget vigtigt for vores psyke, og vi burde tage dette ansvar meget mere alvorligt.”
