Den franske økonom og filosof Serge Latouche regnes for en af modvækstideens fædre og er formentligt dens mest kendte fortaler. Gennem årtier har han kritiseret den økonomiske ortodoksi og nyttetænkningen i socialvidenskaberne. I dette interview forklarer han, hvad der ligger i modvækstbegrebet.
Ved Niels Henrik Hooge og Mette Birchholdt
Serge Latouche er professor emeritus på Faculté Jean-Monnet for jura, økonomi og ledelse i Université Paris Sud. Han har et omfattende forfatterskab bag sig. Blandt hans kendteste værker er Vestliggørelsen af verden: Et essay om den verdensomspændende ensretning 1989, Afkoloniser fantasien: Den kreative tanke mod den økonomiske absurditet fra 2004 og Fornuftig modvækst fra 2007. Kun sidstnævnte er oversat til dansk og anmeldt andetsteds i tidsskriftet.
Modvækst er stadig ikke på dagsordenen
Da begrebet om modvækst i sin tid blev introduceret, blev det mange steder opfattet som alt for radikalt. Nu hvor ønsket om en omfattende grøn omstilling bliver delt af den politiske midte, er accepten af modvækst så blevet større?
”Der er ganske vist bedre betingelser for en accept nu, men der er stadig begrænset accept. I medierne er man gået fra at fornægte den økologiske krise til i stedet at tale om et civilisationskollaps, og man har overset den systemændring, som modvækstbevægelsen anbefaler. De fleste kommentatorer mente, at modvækst var utopisk, unødvendigt alarmistisk og latterlig, og den var ikke på dagsordenen, da den opstod i 2001. Tyve år senere er den lige så utopisk, selvom den overhales af det igangværende sammenbrud. Altså er den stadig ikke på dagsordenen. Tidligere var det mulige øko-kollaps en illusion, og man skulle ikke foretage sig noget. Nu er der ikke mere noget at gøre. Ganske vist har Coronakrisen fået søgelyset rettet mod det igangværende projekt i en sådan grad, at den har fået præsident Macron til at latterliggøre ”modvæksterne”, som han ligestiller med amishfolket. Jeg kan dårligt opfatte dette som nogen fornærmelse, selv om vores projekt er et andet. Det sker for at retfærdiggøre en flugt ind i rent teknologiske løsningsmodeller, uden at påvirkningerne er undersøgt og uden en demokratisk høring.”
Økonomien skal have sociale rammer
I hvilken samfundsmodel er betingelserne for modvækst bedst? Eller er denne distinktion irrelevant?
”Eftersom vækst på en måde er selve drivkraften i den globaliserede markedsøkonomi, er et angreb på væksten et angreb på økonomien selv. Imidlertid må vi pege på nogle af de selvmodsigelser, som for tiden er i omløb: Alle siger, at de er for økologi, og man taler gerne om grøn vækst, cirkulær økonomi, økologisk omstilling eller bæredygtig udvikling – uden af den grund at sætte spørgsmålstegn ved vækst. Man lader, som om markedsøkonomien er i stand til at løse cirklens kvadratur. I flere år har væksten været fraværende, men ikke desto mindre fortsætter man med at opstille skemaer over en vækst, som i bedste fald fortsætter i et beskedent omfang, tæt på nul. Man kunne lige så godt sige, at der ikke er og aldrig mere vil være nogen vækst! Imidlertid ved vi, at for at have en virkning ikke mindst for arbejdsløsheden kræves der vækstrater tæt på dem, som vi havde i efterkrigsårene. For at sige det rent ud, så hager vi os fast i vækstspørgsmålet, og vi ender i en ulykkelig situation, fordi det ikke vil lykkes os at løse de sociale problemer, som ligger inden for dette paradigme, og endnu mindre den økologiske krise. Følgelig skal vi holde op med kun at tænke i økonomiske baner og genfinde det sociale og samfundsmæssige element. Og med Karl Polanyis ord at sætte økonomien ind i sociale rammer igen.”
Afkolonisering af tankeverdenen
Hvordan adskiller modvækstbegrebet sig fra ideen om stærk bæredygtighed? Denne sidste fastholder den naturlige kapital som nødvendig for fremtidige generationers velfærd, hvilket øjensynligt også er tilfældet i modvækstsamfundet.
”De to begreber befinder sig ikke på samme plan. Modvækst er et projekt for et postvækstsamfund. Modvækst indebærer en stærk bæredygtighed, men er ikke begrænset dertil. Modvækst indeholder en ambition om et ikke-markedsøkonomisk samfund, altså et samfund uden produktivisme og forbrugerisme. Det kræver tekniske løsninger for at blive realiseret, men forudsætter frem for alt en afkolonisering af vores tankeverden, før vi kan indgå en social kontrakt for en bæredygtig fremtid og for en fremtid for menneskeheden i det hele taget.”
Men kan modvækst bruges i samme udstrækning i alle dele af verden? F.eks. taler FN’s klimakonvention om det fælles, men differentierede ansvar. Har anden- og tredjeverdenslande efter din opfattelse ikke en ret til økonomisk udvikling?
”Jeg er først og fremmest fortaler for ideen om, at vi skal bryde med vækstsamfundet, med den økonomiske totalitarisme, altså med økonomiens kolonisering af vores ideverden. Et af mine første værker havde titlen Vestliggørelsen af verden: Et essay om den verdensomspændende ensretning. Det, som vi kan konstatere ved globaliseringsfænomenet, er, at alle forskelle forsvinder. Når vi én gang er sluppet af med denne blykappe af økonomisk imperialisme, må vi gentænke differentieringen, for et modvækstsamfund kan ikke opbygges på samme måde i alle dele af verden. Hver enkelt gruppe af mennesker må selv opfinde sin fremtid og stille krav om økologisk bæredygtighed og økologisk bæredygtigt fodaftryk. Der er lang vej endnu. Økologisk landbrugsproduktion udgør mindre end to procent af al landbrugsproduktion, og af denne bruges fyrre procent af den samlede kornproduktion til kvægfoder. Det er indlysende, at slagord om modvækst ikke giver nogen mening for de fattige lande, som har ret, ja endda pligt, til at give deres borgere et anstændigt liv, uden af den grund at falde i fælden med den grænseløse vækstreligion.”
”Jeg er for nylig kommet med ideen om at ”have nok”, hvilket jeg kalder ”mådeholden overflod”, som afløser for de ideer, der var fremherskende i halvfjerdsernes Frankrig i det, man har kaldt ”det andet venstre”. I Italien foreslog Enrico Berlinguer begrebet ”revolutionær sparsommelighed” efter de alarmerende analyser fra Romklubben. Begrebet mådeholden overflod kan forekomme selvmodsigende, men i bund og grund skal det forstås således: Der er kun overflod, hvis vi er mådeholdne, og overfloden er ikke grænseløs.”
EU’s grønne pagt ophæver ikke modsætningen mellem økologi og økonomi
Hvad er forholdet mellem modvækstbegrebet og social retfærdighed? Hvordan opfattes sociale bevægelser som ”de gule veste” i modvækstsamfundet?
”Vækstsamfund har ikke øje for hverken social eller miljømæssig retfærdighed, da de jo er baseret på at alt måles i penge, altså med en amoralsk, eller rettere umoralsk opfattelse af verden, såvel som på overherredømme over naturen. Markedets usynlige hånd forudsætter, at man i forretningsanliggender udelukkende forfølger egne interesser. Medfølelse med ens medmennesker og eventuelt med dyr eller træer kan kun komme ind i billedet uden for det økonomiske felt eller i privatlivet. Når medfølelsen i sidste ende forsvinder, reduceres retfærdighed til en rent formel overholdelse af kontrakter. Et postvækstsamfund ville tage problemet om en grundlæggende retfærdighed mellem mennesker og mellem mennesker og natur op igen. ”Vækstmodstanderne” kan ikke undgå at have en vis empati med de gule vestes oprør mod følgerne af den ultraliberale globalisering, selv om de gule veste ikke har en overordnet og sammenhængende vision for deres mål eller for det alternativ, der skal stilles op.”
Eftersom den europæiske økonomi er den største i verden, har det betydning, hvordan den udvikler sig i fremtiden. Hvor langt ligger EU’s grønne pagt efter din mening fra det, der kræves af en modvækstøkonomi?
”I realiteten har EU ligesom andre lande i verden ikke ændret sit program, som stadigvæk er knyttet til kapitalisme, økonomi og vækst og den ordoliberale ideologi. At der skulle være kompatibilitet mellem dette program og opbygningen af et bæredygtigt økosystem er en myte. Alle advarselslamper, som signalerer, at vi er på vej mod et sammenbrud, blinker rødt. Konfronteret med covid-19-pandemien er det desuden bemærkelsesværdigt, at EU-landene lige som andre lande ikke er gået i gang med at gøre noget ved årsagerne: Afskovning, industrielt husdyrbrug, handel med vilde dyr, globalisering af handelen, masseturisme osv. Alt håb bygger på en teknovidenskabelig flugt og udviklingen af en vaccine, mens vi venter på den næste pandemi. Green deal, i realiteten grøn vækst, indebærer et valg, hvor der ikke bliver gjort op med den selvmodsigelse, der findes mellem økonomi og økologi.”
Modvækstens gode cirkel
Efter al sandsynlighed vil Coronakrisen forandre sammensætningen af arbejdsstyrken og betyde, at arbejdskraft fra servicesektoren overføres til andre dele af samfundet, muligvis i lang tid fremover. Vil det efter din opfattelse give mening at anvende ressourcer til at forøge bearbejdningsgraden af fysiske produkter på en sådan måde, at deres nytteværdi og dermed også deres samfundsmæssige levetid bliver forlænget, også selvom det betyder, at det i nogle tilfælde medfører en tilbagevenden til håndværkerkulturen? Hvordan er det i al almindelighed muligt at forlænge produkters levetid og hvor relevant er det i modvækstsamfundet?
”På fransk tales om den gode cirkel, bestående af otte elementer, der tilsammen beskriver, hvad modvækst er: Relokalisere, reducere, genanvende, genvinde, revalorisere, rekonceptualisere, restrukturere og redistribuere. Vi skal relokalisere, altså flytte produktion m.m. tilbage til lokalområdet, reducere forbruget, anvende produkterne igen og igen, genbruge, reparere og give produkter nyt liv, bruge produkter til nye formål, omstrukturere og omfordele. Vi skal genopfinde en produktion, hvor landbruget bygger mere på viden fra den gamle bondekultur, og hvor industrien bygger mere på håndværk. Dette skal foregå i lille målestok og i nærmiljøet for at styrke lokalområderne, således som det anbefales af bevægelsen for byer under udvikling. Samtidig vil vi selvfølgelig kæmpe mod indbygget produktforældelse.”
Cirkulær økonomi
Hvor centralt står vugge-til-vugge konceptet i modvækstøkonomien? Er det et realistisk eller et utopisk begreb?
”Cirkulær økonomi, der foreskriver genbrug i det uendelige efter naturens forbillede, præsenteres ofte som et alternativ til modvækst. For William McDonough og Michael Braungart, der har introduceret begrebet, drejer det sig ikke så meget om at skære ned på vores forbrug og begrænse vores affald, sådan som vækstmodstanderne kræver, men om at få produktion og forbrug ind i en god cirkel, ligesom det sker i naturens kredsløb. Naturen producerer faktisk ikke affald, men genbruger alt. Og alligevel opererer den ikke med mådehold. Man må sætte produkternes økologiske fodaftryk i system og kun bruge genanvendelige, nedbrydelige og ugiftige elementer i fabrikationsprocessen. Cirkulær økonomi er den grønne kemis triumf, bioplastik fremstillet af kartoffelmel osv. Navnlig skal en virksomheds affald kunne bruges som råstof i en anden. Der findes efterhånden en vis erfaring på dette område. Men selv om disse strategier af og til kan gennemføres spontant af virksomhederne, så er der ikke ret mange succeshistorier. I øvrigt kan der jo aldrig være tale om fuldstændigt genbrug, eftersom mindst en ingrediens altid må tilføres, nemlig energi. Projektet er derfor utopisk, hvis det skal opfattes som en erstatning for modvækst. Til gengæld er det interessant at fremme et sådant cirkulært forløb så meget som muligt i opbygningen af et modvækstsamfund.”
Modvækst er et mangfoldigt begreb
Modvækst er ikke kun et økonomisk, men også et kulturelt og dynamisk koncept. Er hensigten at implementere modvækst i alle dele af samfundet, eller er nogle områder ikke relevante?
”Modvækst behøver ikke at præge hele samfundet; visse områder, især det kulturelle, skal udvikles. Modvækst er et projekt, der tager sigte på at komme ud af dyrkelsen af økonomisk vækst. Dette brud vil uvægerligt få indflydelse på alle områder, herunder videnskab, som ikke i så høj grad skal tage udgangspunkt i mennesket som ophøjet væsen, teknik, som skal være mere tilbageholdende og bedre tilpasset menneskelige betingelser, og politik, som skal være mere demokratisk og mere lokal. Det, der først og fremmest skal gøres mindre, er det økologiske fodaftryk.”
Er der mere end én type modvækst?
”Eftersom modvækstsamfundet ikke bare er et alternativ, men en matrix af alternativer til den dominerende produktivisme, er det meget sammensat. Hvis vi kommer ud af den økonomiske imperialismes, den ensrettede tænknings og den globale uniformerings blykappe, der udspringer af homo oeconomicus og det éndimensionelle menneskes antropologi, bliver der adgang for en kulturel mangfoldighed, med forrang for pluriversalisme, altså forskellighed og et kulturernes demokrati, i stedet for tilhørsforholdet til en universalisme, der altid er vestligt domineret. Det er op til hver enkelt kultur at navngive sin opfattelse af en bæredygtig og en ønskværdig fremtid. Det kan være buen vivir for indianerne i Andesbjergene eller voluntary simplicity for australierne og canadierne. ”Décroissance”, det franske ord for ”modvækst”, giver lige som det franske begreb ”laïcité”, altså ”verdslighed”, ikke rigtigt mening uden for den vestlige kulturkreds, og derfor har jeg altid afvist at tilslutte mig begrebet om ”degrowth-bevægelsen”, for at forklare det ville kun give mening i det latinske sprogområde.”
Læs også Serge Latouche's artikel Staten og (modvækst-)revolutionen og anmeldelsen af hans bog Fornuftig modvækst.
