Artikel af den franske økonom og modvækstfilosof Serge Latouche om statens rolle i modvækstsamfundet og om betydningen af borgerinddragelse og direkte og indirekte demokrati.
Af Serge Latouche
Direkte afstemning under et Landsgemeinde eller folkemøde i Glarus-kantonen i Schweiz. Foto: Adrian Sulc, Wikimedia Commons.
Modvækst er et revolutionært projekt, for så vidt som det forudsætter et radikalt brud med det eksisterende samfundssystem, nemlig vækstsamfundet. Når vi en gang har opgivet ideen om det grænseløse produktionsfikserede samfund, drejer det sig om at opbygge et samfund med mådeholden overflod eller fremgang uden vækst. Det første brud består i at sætte vores tankesæt fri, så vi kan forlade vækstreligionen og give afkald på dyrkelsen af økonomien. Modvækst har politiske implikationer, men er ikke et egentlig politisk projekt, og af den grund er det ikke en løsning at danne et modvækstparti. Derudover er den ikke ét alternativ, men en matrix af alternativer. I bund og grund er den mangfoldig, fordi den åbner op for en kulturel diversitet og således fremmer pluriversalisme, dvs. en mangfoldighed af kulturelle systemer i stedet for en tilknytning til universalisme centreret om vestlige værdier.
Som udgangspunkt kan bevægelsen hen mod et samfund med mådeholden overflod således godt ske sammen med helt forskellige politiske organisationer. Derfor er det vigtigt at belyse det forhold, som består mellem modvækst på den ene side og politik i partipolitisk og samfundspolitisk forstand på den anden side, herunder ikke mindst forklare den holdning, som fortalerne for modvækst har, når det drejer sig om staten: Forventes modvækst gennemført af staten – og i givet fald af hvilken stat? Eller er den tværtimod i opposition til enhver statsform?
Kulturrevolution
Modvækstens konkrete utopi aftegnes først negativt i forhold til forbrugssamfundet, som findes i alle moderne regeringsformer - det være sig republikker, diktaturer, totalitære systemer, venstre- eller højreorienterede regeringer, liberale, socialistiske, populistiske, socialliberale, socialdemokratiske, midter-, radikale eller kommunistiske partier, som alle er produktionsfikserede. De har sat og sætter stadig økonomisk vækst op som et mål, der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved. Den ændring af kursen, som er uomgængelig, er ikke noget, som et simpelt valg ville kunne løse, altså ved at der kommer en ny regering, eller der bliver valgt et nyt flertal. Det, der er nødvendigt, er meget mere radikalt, nemlig intet mindre end en kulturel revolution, som munder ud i en dybtgående reform af samfundets politiske systemer og dermed en virkelig ny måde at drive politik på.
Hinsides postdemokratiet
Hvis vi i dag taler om demokrati uden først at sætte et stort spørgsmålstegn ved funktionsmåden i et system, hvor magten (altså samfundspolitikken) ligger hos ”de nye verdensherrer”, er det i bedste fald tom snak og i værste fald en form for medskyldighed i den totalitarisme, som udspringer af den økonomiske globalisering. Hvem kan ikke se, at bag den politiske scenes kulisser og valgcirkus er det i høj grad lobbyisterne, som laver lovene? Det plutokratiske oligarki styrer globaliseringen. Dette ”kosmokrati”, der ikke har nogen formel beslutningsmyndighed, tømmer samfundet for indhold og gennemtvinger sine egne beslutninger. Alle regeringer er, om de vil det eller ej, kapitalens funktionærer. Selv administration og forskning arbejder mere eller mindre for dette kompleks. Og politikerne – også i oppositionen – kan ikke undgå fælderne i dette politiske skuespil, f.eks. gennem udsigten til en vellønnet erhvervskarriere. Samtidig ser fascinationen af det politiske liv ud til at vokse i takt med, at det bliver mere og mere magtesløst, og kandidaterne flokkes om hurtigst muligt at kapitalisere den relative succes af et eller andet legitimt krav, uden at spørgsmålet om produktivismens afskaffelse nogensinde bliver stillet højt og tydeligt.
Arkitekturen for eftertidens samfundspolitik
At skabe den rigtige og på politisk plan ønskværdige model for et modvækstsamfund, udgør ikke kun en øvelse i teoretisk refleksion, men er en vigtig etape i gennemførelsen heraf. At forsøge at komme fremad i retning af, at befolkningen regerer sig selv, hvilket udgør det demokratiske ideal, er en udvikling, som aldrig slutter. Ingen grundlov kan sikre den. Adskillelsen mellem de regerende og de regerede kan og skal i mange tilfælde tolereres som et mindre onde, men den kan aldrig manifestere det demokratiske ideal, og derfor er eksistensen af en modmagt nødvendig. På trods af al min sympati for direkte demokrati er jeg ikke sikker på, at det er noget, som brede kredse stræber efter (og slet ikke på universelt plan på nuværende tidspunkt).
Der er bestemt en vis forfriskende naivitet i Takis Fotopoulos’ ord når han skriver: ”Når borgerne har prøvet et virkeligt demokrati, vil ingen fysisk eller økonomisk vold kunne overbevise dem om, at de skal vende tilbage til pseudodemokratiske organisationsformer [1]”. Imidlertid viser erfaringen fra Athen, hvor beslutningerne i sidste ende blev taget af mindre end 400 individer ud af de 200.000, som boede i Attika i den klassiske tidsalder, noget andet. Allerede Aristoteles bemærkede, at ”alle finder det mere behageligt at dyrke sin jord end at tage sig af politik og være dommer [2]”. Hvordan kan man gøre demokrati attråværdigt, når man kigger på rutinerne, de tilbagevendende implikationer og de tværgående forventninger”, spørger Philippe Corcuff sig selv [3]. Man kan ikke hele tiden leve i ”den demokratiske heksekedel”. Der skal også være plads til andre interesser (sport, fornøjelser, leg, kærlighed, hygge med venner, læsning, musik, afslapning osv.). I Athen var ni tiendedele af borgerne som regel fraværende ved forhandlingerne, og selv om der blev betalt fremmødegodtgørelse, havde dommerne den største møje med at få folk fra torvet trukket ind i forsamlingen.
Under disse forhold virker den radikale afvisning af repræsentativt demokrati noget overdrevet. Om man vil det eller ej, er det, nu hvor det er en del af vores tradition, ikke nødvendigvis inkarnationen af det onde. Når alt kommer til alt, er det så mindre demokratisk at blive repræsenteret af nogle valgte end af magelighed eller ligegyldighed at lade rangspersoner og demagoger tage sig af byens anliggender?
Tilpasninger af repræsentationen, såsom retten til at afsætte de valgte, indkaldelse af ekstraordinære plenumforsamlinger, folkeafstemning efter folkeligt krav og brug af direkte deltagelse i visse tilfælde og god brug af borgermøder er tilfredsstillende overgangskompromiser. Og for eksempel på de to områder, som Castoriadis anser for afgørende: ”Fordelingen af nationalproduktet eller nationalindkomsten mellem forbrug og investeringer og den tilsvarende del til fælles forbrug, altså privat og offentligt forbrug – kort sagt, hvilken del, der skal bruges til uddannelse, transport, opførelse af monumenter eller en hvilken som helst offentlig virksomhed, og hvilken del, der skal anvendes til private borgeres forbrug efter deres eget ønske. Derudover er der behov for en samlet beslutning. Der er brug for forslag og debatter, og konsekvenserne af beslutningerne skal være indlysende for alle [4]”. Ligegyldigt hvilken formel, man vælger at anvende, er vor tids nøgleproblem - ligheden i den økonomiske magt - ikke blevet løst, og det er illusorisk at tro, at det kan løses med trylleformlen om direkte demokrati.
Hvorom alting er, hvis opbygningen af et modvækstsamfund bliver baseret på lokale demokratiske forsøg med udgangspunkt i projekter, der udspringer af selvstyre, retter problemet sig navnlig mod den politiske arkitektur på de højere trin. Demokrati kan sandsynligvis kun fungere, hvis samfundets regerende institutioner har en begrænset størrelse og er dybt forankret i egne værdier. I en pluriversalistisk udgave vil forholdet mellem de forskellige regerende institutioner i den globale landsby være reguleret af et ”kulturernes demokrati”. Selvfølgelig drejer det sig ikke her om en verdensregering, men om en mindre instans til mægling mellem de suverænt regerende kræfter af forskellig status. ”Når jeg modsætter mig en verdensregering”, bemærker Panikkar, som vi er enige med på dette punkt, ”vil jeg ikke gå imod en universel harmoni eller mod en form for kommunikation mellem mennesker. Jeg erkender, at ideen om en verdensregering er fantastisk, og jeg forstår, at den, der støtter en sådan, ikke ønsker at blive højeste leder af menneskeheden, men tilstræber harmoni, fred og forståelse mellem folkeslag, og måske lige som jeg vil fjerne den suveræne stat.
Det alternativ, jeg gerne vil komme med, er bioregioner, det vil sige naturlige regioner, hvor husdyr, planter, vilde dyr, vandmiljøer og mennesker udgør et enkelt og harmonisk hele. (…) Vi har brug for en myte, som muliggør den universelle republik, uden brug af regering, kontrol eller verdenspoliti. Dette kræver en anden type relationer mellem bioregionerne [5]”. Et sådant ideal for et demokratiernes demokrati kan kun udgøre en god hensigt, en meningsfuld horisont, som står i modsætning til en centraliseret og globaliseret stat, der på ingen måde er demokratisk, selv hvis byrden fra det økonomiske diktatur forsvandt.
Konklusion: Hverken anarkisme eller demokratisme
Jeg har altid været mistroisk over for ukritisk dyrkelse af demokratiet. Og alligevel mener jeg, at der ikke er noget andet muligt politisk ideal end selvstyre og dermed direkte demokrati. Selv om dette ideal udgør en horisont for meninger og politisk handling, betyder det imidlertid ikke, at det kan gennemføres, eller at man skal ofre sit og endnu mindre andres liv for det. Der er så mange farer, der truer den revolution, som skulle indføre idealet, herunder at lederne vender sig mod et demokratur (drevet af et diktatur) eller mæsker sig i en demokratisk sump (drevet af mafiaen eller andre forbrydere), at det vil være bedre at nøjes med at leve under en ufuldkommen regeringsform, for så vidt som sidstnævnte levner plads til håbet om, at modmagtens kræfter vil forandre den, og ikke mindst at der træffes konkrete foranstaltninger, som fører til skabelsen af et samfund med mådeholden overflod.
I sidste ende er Alain Caillé måske inde på det rigtige, når han forsøger at opsætte en syntese mellem forskellige opfattelser af demokratiet. Demokrati forstået som samtykke til magt har været den mest udbredte organisationsform i historien, men for nogle er den demokratiske tilstedekomst som det, der institutionaliserer konflikten om magten, ikke noget håndgribeligt. Og for andre igen har det kun eksisteret i to meget korte perioder – i Athen i det femte århundrede og i visse italienske republikker i slutningen af middelalderen. Der, hvor min opfattelse adskiller sig fra deres, er på den ene side i den blindgyde, som er opstået ved det nødvendige epokeskift – altså nødvendigheden af først at ”komme ud af økonomien” og på den anden side i eftersøgningen af en for enhver pris stabil organisation, som ville være den endelige løsning på den dialektiske modsætning mellem magt og modmagt eller mellem ”magten over” i modsætning til ”magten til”, som nærer kampen for og mod magt.
Demokrati er ikke en tilstand, men en stræben, et håb. De, der med demokrati betegner ethvert system med samtykke til overherredømme, misbruger begrebet. I et samfund, der er underlagt et accepteret overherredømme, vil kampen mod den uundgåelige adskillelse mellem herskende og beherskede give den nødvendige næring til den demokratiske udvikling og være drivkraft bag realiseringen af den permanente revolution for modvækst.
Noter:
[1] Takis Fotopoulos, Vers une démocratie generale. Une démocratie directe, économique, écologique et sociale (Mod et generelt demokrati. Et direkte, økonomisk, økologisk og socialt demokrati). Seuil, 2001, p. 242.
[2] Politique, IV 13 1297 B5 (fransk udgave). Han tilføjer: "Den brede befolkning er ikke utilfreds med at være udelukket fra udøvelse af magten. (Den er endog tilfreds med, at man lader den have fri til at tage sige af sine egne sager).” (Politique, V, 8, 1308 B 30 (fransk udgave)).
[3] Philippe Corcuff, "Le pari démocratique à l'épreuve de l'individualisme contemporain" (”Den demokratiske udfordring sat på prøve af nutidens individualisme”). Det franske tidsskrift Revue du MAUSS, nr. 25, p. 77.
[4] Castoriadis, Une société à la dérive (Et samfund i drift). Seuil, 2005, p. 201.
[5] Raimon Panikkar, Politica e interculturalità, in Reinventare la politica (Politik og interkulturalitet i genopfindelse af politik), L'Altrapagina, Città di Castelo 1995, pp. 22/23.
Artiklen er en forkortet version af artiklen L’État et la révolution (de la décroissance) fra tidsskriftet ENTROPIA nr. 13, efteråret 2013. Den er oversat af Mette Birchholdt.
Læs også interview med Serge Latouche og en anmeldelse af hans bog Fornuftig modvækst.
